Et af de steder i Roskilde, hvor vandet samlede sig allermest, da skybruddet ramte i lørdags, var i Køgevej-viadukten under jernbanen. Der står altid vand i viadukten, når de store regnskyl kommer, og det er der en helt fornuftig grund til.
- Der er ikke afløb i viadukten. Vandet kan simpelthen ikke løbe væk, fortæller Carsten Leth, leder af kommunens materielgård.
Derfor skal vandet pumpes op med slamsuger og køres væk.
- I lørdags havde vi tre slamsugere på opgaven. Alligevel stod vandet meget højt i viadukten. En af de tre, som kørte slamsuger i lørdags, var gammel i gårde, og ifølge ham har vandet ikke stået så højt siden 1976. Det er vores vurdering, at vi havde omkring halvanden meter vand i viadukten, siger Carsten Leth.
Men hvorfor er det så, at kommunen ikke “bare” laver et afløb fra viadukten, så vandet kan løbe væk?
- Det er åbenbart en ikke særlig nem opgave. Og det er ikke billigt, så man kan jo godt have det synspunkt, at vi kan få rigtig meget slamsugning for de samme penge. Og viadukten er jo ikke det dårligste sted, at lade vandet samle sig. Det ødelægger jo ikke huse eller forretninger. Det forstyrrer trafikken, men det er trods alt muligt at komme to andre veje rundt om banen, både ved Røde Port og via Ringstedgade, siger Carsten Leth.
Han understreger, at kommunen trods alt regner på, om der skal findes en anden løsning på, at vandet stiller sig i viadukten.