Skibby: Som noget helt nyt har FGU Nordsjælland nu et uddannelsestilbud til frisør og kosmetiker i Skibby.
Med frisørfaget som omdrejningspunkt kommer eleverne til at arbejde med hår, bryn, vipper, negle og make-up. Udstyret er professionelt, og eleverne får relevant produktkendskab, viden om salg og service, herunder indretning af butik, skriver FGU Nordsjælland i en pressemeddelelse.
Skolens underviser på linjen i Skibby, Carina Helligsø Allentoft, er uddannet frisør og kommer med solid erfaring som frisør hos Stender og som underviser på Solrød Produktionsskole.
FGU-tilbuddet skal hjælpe unge med at blive klar til uddannelser inden for frisør, kosmetik og butik, og i det hele taget blive afklaret indenfor uddannelse og job. Undervejs kommer eleverne i praktisk erhvervstræning og får samtidig undervisning i dansk og matematik på værkstedet.
Det nye tilbud starter officielt på mandag og de tre første elever er allerede tilmeldt. Man skal have en såkaldt målgruppevurdering fra sin uddannelsesvejleder på kommunen for at være kvalificeret til en plads hos FGU.
Vil man vide mere om ledige pladser på ’Frisør og Kosmetikeruddannelsen’ i Skibby, kan man kontakte skoleleder Ole Sværke på telefon 30 38 77 00. Han kan også fortælle om skolens øvrige tilbud inden for 'Byg og Træ’, ’Køkken’, ’Grafik og Medier’, ’Omsorg og Pædagogik’ og ’Almen Grunduddannelse’.
fsp
