Besøg hele 200 haver, når Haveselskabets medlemmer åbner op for deres frodige frirum i weekenden til Havefestival.
Lørdag den 13. august og søndag den 14. august løber Haveselskabets Havefestival af stablen. Kig efter ”åbent have”-skiltet på havelåger, eller se hvilke haver, der er åbne, på www.haveselskabet.dk/havefestival.
Begge dage kan du desuden komme indenfor i havedesigner Susanne Kolmos’ egen have på Damgårdsvej 87 i Nivå. Her bugner æbleparasollerne af frugt, og du kan hente en masse inspiration til din egen have med hjem.
Susanne Kolmos vil selv være til stede, og du er velkommen til at søge råd hos den garvede havedesigner. Susanne Kolmos’ have er åben mellem 10.00-15.00 begge dage. Entré til hendes have koster 50 kroner pr. person eller 30 kroner for medlemmer af Haveselskabet.
Læs mere om Susanne Kolmos på www.sushavedesign.dk

