Rygterne har floreret længe, men nu er den god nok. Daniel Wass er tilbage i Brøndby IF, hvor seniorkarrieren begyndte. Fredag eftermiddag offentliggjorde Brøndby IF, at den 33-årige landsholdspiller netop har sat sin autograf på en tre-årig kontrakt med vestegnsklubben.
- Vi har længe været i dialog med Daniel om muligheden, og vi har været enige om, at når timingen var den rigtige, så ville både Daniel og Brøndby IF være klar. Daniel er en topspiller og hans kvaliteter taler for sig selv, og vi har hele tiden vidst, at det ville være en kæmpe tilføjelse til Brøndby IF at få Daniel hjem, siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen til klubbens egen hjemmeside brondby.com om tilgangen af Daniel Wass.
Han sender samtidig en tak til den tilbagevendte profil og sin bestyrelsesformand for at holde linjen til Daniel Wass varm.
- Begge to har et stort hjerte for Brøndby, og det er vi alle meget taknemmelige for, når vi i dag kan sige velkommen hjem til Daniel, lyder det fra Carsten V. Jensen.
Med klubskiftet vender Daniel Wass retur til Danmark efter 11 år i udlandet.
- Min familie og jeg har denne sommer haft et stort ønske om at vende tilbage til Danmark, og for mig er der kun én klub i Danmark, som jeg kan se mig selv spille for, og det er selvfølgelig Brøndby IF, fortæller Daniel Wass til brondby.com.
Han takker sin nu tidligere klub Atletico Madrid for at han i dag kan kalde sig Brøndby-spiller og glæder sig til at komme tilbage de træningsbaner, hvor fodboldeventyret for alvor begyndte.
- Jeg har stadig meget at give af og føler jeg kan bidrage på banen og udenfor banen. Nu er alt fokus på at komme godt i gang med træningen og blive en del af truppen, siger han til brondby.com.