Margrethe-masten flager igen

Den mere end 50 meter høje flagstang, som pryder fodboldbanerne omkring Brøndby Stadion har længe været ukampdygtig. Ved en rutine-inspektion forrige vinter viste det sig, at den lidt mere end 30 år gamle flagmast, som er landets højeste, var hårdt angrebet af tæringsskader og revnedannelse i mastefoden, at det lidt mere end 30 år gamle vartegn ikke stod til at redde.

Sidste sommer fandt kommunalbestyrelsen penge til at give flagmasten nyt liv, og i søndags kom Dannebrog så atter op i landets højeste flagmast, da omkring 50 personer sammen med borgmesteren søndag indviede den nye mast på toppen af højen syd for Brøndby Stadion.

- Masten kan ses vidt omkring, som det også var intentionen hos vores daværende borgmester Kjeld Rasmussen. Og vi har selvfølgelig sikret os, at den stadigvæk er kongerigets højeste med sine 52 meter, sagde Brøndby-borgmester Kent Max Magelund (S), inden Dannebrog steg til tops.

I toppen af masten sidder der ikke en almindelig flagknop, men en forgyldt krone på cirka en halv meter i højden, som Kjeld Rasmussen egenhændigt tegnede til lejligheden. Flagmasten blev nemlig oprindeligt opført som en gave i 1990 fra Brøndby Kommune i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Danmarks Olympiske Komité til Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2. i anledning af majestætens fødselsdag nummer 50.

- Flaget er specialproduceret, og når Dannebrog folder sig ud i den nye flagmast i al sin vælde, fylder det faktisk lige så meget som et pænt parcelhus på 130 meter, sagde Kent Max Magelund ved indvielsen.

Her kunne han også afsløre planerne for, at der bliver etableret en grøn stiforbindelse, som fører op ad højen til den nye flagmast.

- Der etableres stauder og anden beplantning langs stien, ligesom der opsættes borde-bænkesæt og panna-baner. Alt sammen for at understøtte biodiversitet, og for at der også er grønne og rekreative elementer i Sportsbyen, lød det fra Brøndby-borgmesteren.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...