Nedrivning til 25 millioner eller økonomisk fornuft

Det tidligere rådhus på Ådalsparkvej 2 vil koste 25 millioner at rive ned. Den opgave skal via et projektsalg med developeransvar, mener Venstres kommunalbestyrelsesgruppe.

Det tidligere rådhus på Ådalsparkvej 2 vil koste 25 millioner at rive ned. Den opgave skal via et projektsalg med developeransvar, mener Venstres kommunalbestyrelsesgruppe.

Af Ann Lindhardt, gruppeformand, Christian Wikström, Jesper Sperling, Jacob Schulze, Thomas Madsen og Birger Bøgeblad, medlemmer af Hørsholm Kommunalbestyrelse for Venstre

Venstre præsenterer et målrettet ændringsforslag for det tidligere rådhus på Ådalsparkvej 2 (Å2), der sætter kommunens økonomiske sundhed, områdets grønne kvaliteter og borgernes interesser og kerneopgaver i højsædet.

Vi nægter at lade byudviklingens byrde falde på skuldrene af vores borgere, især når det kommer til en omkostningsfuld nedrivning på 25 millioner kroner. Gode skattekroner går spildt, som fx. kunne være tilgået slidte kommunale bygninger.

Et kassetræk på 25 millioner vil betyde, at kommunens gennemsnitslikviditet i 2026 vil falde fra 92 til 67 millioner. Når der trækkes havnens opsparing på 27 millioner fra, kan det resultere i en gennemsnit kassebeholdning på lige under 40 millioner.

Vi foreslår også at benytte rammelokalplaner, som et redskab til politisk styret udvikling med tydelig borgerinddragelse. Denne tilgang sikrer økonomisk ansvarlighed og at udviklingen af området Å2 sker i overensstemmelse med kommunens overordnede visioner og politiske målsætninger, samtidig med at det giver plads til borgernes input og bekymringer.

Venstre foreslår følgende:

- Projektsalg med developeransvar: Der arbejdes videre med at udbyde grunden til salg i et projektsalg, hvor en developer overtager grunden som beset og dermed også skal stå for nedrivning af den eksisterende ejendom.

- Rammegivende Lokalplan: Grunden udbydes med en rammegivende lokalplan, der udlægger området til parcelhusområde og fastsætter relevante krav til mindstegrundstørrelse, bebyggelsesprocent, fællesarealer mv.

- Adskillelse af Rådhushallen og Parkeringsareal: Rådhushallen og et passende areal til parkering udskilles i en selvstændig matrikel.

- Klarlægning af regnvandsbassin: Behovet for regnvandsbassin eller -sø klarlægges, og det skal politisk besluttes, hvordan dette skal indgå i det samlede projekt.

Hvis administrationens forslag bliver godkendt af det politiske flertal, vil omkring 25 millioner værdifulde skattekroner gå tabt på nedrivning af en ældre bygning. Disse midler kunne ellers have været anvendt på fx. forbedring af nedslidte dagtilbud og skoler, udvikling af idrætsfaciliteter eller andre tiltrængte vigtige områder, da kommunens bygninger står med stort efterslæb på vedligehold.

Venstre står fast på vores løfte om at sikre en stabil økonomi, fornuftig byudvikling og beskytte vores borgeres interesser.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...