Første gang i tre år: Cirkus Arena kommer til Hvidovre

Til august kan du træde ind i Cirkus Arenas splinternye telt, hvor Bubber og Julie Berthelsen præsenterer fortryllende jonglører, sjove klovnerier og vilde luftnumre. Her vil du kunne opleve de dygtige trapezartister Flying Wulber, når de svinger sig op under teltdugen og flyver i luften fra trapez til trapez i hæsblæsende tempo - og med bind for øjnene.

Ifølge Cirkus Arena kan du forvente at blive blæst bagover af de imponerende robot-breakdansere, der kan bøje deres kroppe på de mest utænkelige måder. Du kan også opleve muskelbundterne Duo Costache som kan præstere de vildeste ting med deres tænder, når de balancerer i luften på deres perch-stang.

Julie Berthelsens sangstemme kæder det hele sammen i manegen, hvor der er lagt op til to og en halv times underholdning, der samler hele familien om en morsom og livsbekræftende oplevelse i Hvidovre.

Cirkus Arenas forestillinger er blevet modtaget godt af publikum og anmeldere. I sidste sæson vandt Cirkus Arena priser for 'Årets Talent' og 'Årets Bedste Nummer' ved Den Danske Cirkuspris. I 2022 har det 65 år gamle cirkus planer om at fortsætte stilen med rod i det klassiske cirkus, dog med nye vilde tricks i ærmet.

Tilskuer nummer 65.000

I slutningen af maj nåede Cirkus Arena en stor milepæl, da tilskuer nummer 65.000 overværede årets 65 års jubilæumsforestilling.

- Det glæder mit hjerte, at cirkus er tilbage på landevejen og igen kan samle store og små om en fælles oplevelse. At vi har nået 65.000 publikummer i teltet her halvvejs i sæsonen vidner om, at det rigtige cirkus har været savnet, mens coronaen tvang os i vinterhi, siger cirkusdirektør Benny Berdino.

Han forsikrer, at Cirkus Arena har brugt ventetiden på at skabe det bedste show, og med Julie Berthelsen og Bubber ved roret er der ifølge Benny Berdino garanti for en fest af de helt store. Bubber glæder sig da også til at præsentere Cirkus Arenas 65 års jubilæumsshow.

- Selvom forestillingen hedder Cirkus ifølge Bubber 2, bliver det ikke den svære 2’er, for det er jo egentlig 10. gang, jeg rejser med Cirkus Arena. De første gange var bare i 90’erne, siger han.

For Julie Berthelsen bliver turnéen med Cirkus Arena også en speciel oplevelse.

- Cirkus Arena besøger Grønland hvert efterår, og det var kæmpe stort, da Cirkus Arena begyndte at komme til min by i Grønland i 80'erne. I Danmark er cirkus en del af kulturen, men fordi jeg var barn i Grønland, så har cirkus altid været helt anderledes for mig og ekstra unikt, siger hun.

Cirkus Arena opfører deres 65 års jubilæumsforestilling på Byvej ved siden af Avedøre Station den 4. august klokken 17.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...