Artiklen er oprindeligt bragt i november 2021. Læs eller genlæs historien her.
Det er aftenen inden juleaften. Året er 1787 og en venezuelansk politiker og oprører er i færd med at bane sig vej gennem sneen i det nordsjællandske landskab. Han er langt hjemmefra.
Bag ham ligger Helsingør, hvor han er ankommet få dage forinden efter at have krydset sundet fra Helsingborg. Han ser sig først om i byen, før han sætter kursen mod Hirschholm og det forladte slot.
Da han endelig ankommer til området, der i dag hedder Hørsholm, sætter han straks kursen mod det forladte slot, som troner ildevarslende over landskabet. Her møder han slotsforvalter J. B. Hintzpeter og mod betaling lader slotsforvalteren den 37-årige rejsende se sig om på slottet.
Det er her, den berømte - og berygtede - kærlighedsaffære mellem dronning Caroline Mathilde og livlægen Johann Friedrich Struensee udspiller sig 16 år tidligere. En kærlighedsaffære, der ender med at koste livlægen hovedet.
General og rejsende
Francisco de Miranda, som den rejsende retteligt hedder, skal i de følgende år blive en af de mest omtalte mænd i Europa. Han bliver blandt andet general i den franske revolutionshær, men først begiver han sig ud på en omfattende rejse gennem Europa i 1780'erne. Han besøger Italien, Tyrkiet, Rusland, Finland, Sverige, Norge og Danmark og han står i forbindelse med Europas ledende politikere og lærde.
Efter Venezuelas selvstyreerklæring i 1810 vender Francisco de Miranda hjem for at lede en militær opstand, men ender med at kapitulere og dør i 1814 i spansk fangeskab.
Et tilgroet slot i forfald
Længe før Francisco de Miranda møder sin skæbne i en spansk fængselscelle, og før han besejrer de østrigske styrker under belejringen af Amberes under den franske revolution, ankommer han til Hirscholm Slot.
Det er et bemærkelsesværdigt syn, der her møder ham.
Slottet har stået ubrugt hen i årevis. Flere steder udgør de tidligere så imponerende slotsmure blot en tom skal og den vildtvoksende og tilgroede slotshave viser med tydelighed, at ingen længere har sin gang på slottet. Francisco de Miranda bevæger sig sammen med slotsforvalteren indenfor til de forladte gemakker, hvor han ved selvsyn kan se resterne af den funklende dekadence, som det barokke anlæg og dets ubehjælpsomt opførte bygninger engang har repræsenteret.
– Snart kom vi ind i balsalen, som er pragtfuld og ikke daarligt proportioneret med et galleri, der danner en attika over gesimsen. Her findes adskillige freskomalerier, der forestiller motiver fra den Hellige Skrift, profan og bibelsk historie og mythologi imellem hinanden. Derpaa besaa vi kapellet, der er udført med megen smag, vel proportioneret og ovalt i formen; det er det bedste rum i dette slot. I værelserne i øverste etage saa vi adskillige kuriøse møbler fra Kina – og det værelse, hvor Kongen plejede at sove, tilligemed det rum, hvor Dronning Caroline Mathilde sov, dengang affæren stod paa, skriver Francisco de Miranda efterfølgende i sin dagbog.
Et gerningssted
Affæren mellem livlægen og dronningen er ingen hemmelighed. Hverken blandt de fremtrædende borgere, kongehuset eller tyendet. Slotsforvalteren er da heller ikke bleg for at vise den venezuelanske rejsende det berømte gerningssted.
– Her glemte opsynsmanden ikke at vise os sengen. […] Lige ved siden af findes det saakaldte mørke galleri, der er fuldt af planter, og som fører ud til haven, hvor det lille tempel, der kaldes Eremitagen, ligger. Beliggenheden er nøje beskrevet af vidnerne i sagen om det kriminelle forhold mellem Struensee [af Miranda kaldet Stunsse] og Dronningen. Dette galleri lader man nu forfalde, og man kan ikke se det uden gru paa grund af de minder, det vækker om en saa rædselsfuld og fordømt begivenhed, der var følgen heraf. Oh, hvilket barbari! [...] Stedet må være yndigt om sommeren, selv om parken er anlagt uden nogensomhelst smag, skriver Francisco de Miranda om oplevelsen.
Hans rejse går efterfølgende videre til København, hvor han bliver hjerteligt modtaget i de fremtrædende kredse. Han får flere gange lejlighed til at iagttage den kongelige familie, og hans dagbogsnotater demonstrerer, at han på forhånd var vel orienteret om kongens sindssygdom og om begivenhederne under Struensees tid ved magten. Det “barbari” han omtaler i sin dagbog, må være retssagen mod livlægen Struensee og ikke mindst den brutale henrettelse, som fandt sted efterfølgende.
