Af bibliotekar Ida Sofie Kristensen
Allerød: Ugens boganbefalinger fra Allerød Biblioteker byder på tre sommerferier, du i den grad gerne vil hjem fra.
Så uanset hvor bøvlet din egen ferie har været indtil nu, kan du trøste dig med, at det kunne være værre. Meget værre!
Voksne mennesker
Marie Aubert har skrevet den lille havblå roman “Voksne mennesker”. Den handler om Ida, hvis biologiske ur tikker, og derfor har hun besluttet at fryse sine æg ned.
Men da hun vil dele nyheden med sin mor, søster, dennes kæreste og bonusbarn på en sommerhustur, går det ikke som planlagt; for lillesøster har også en nyhed med på ferie.
I sommervarmens idyl, med strandture og rigelige mængder papvin, tager jalousien og anspændtheden i familien gradvist til. Voksne mennesker er tåkrummende at være i, umulig at slippe og perfekt til strandtasken.
Overleverne
Alex Schulman er forfatter til “Overleverne”. Tre brødre har taget turen til en svensk ødegård for at sprede deres mors aske, men ender i heftigt slagsmål over urnen.
Herfra vokser en foruroligende fortælling om barndomstraumer og svigt frem fra bogens sider. Med sine velplacerede spring mellem for- og nutid bliver læseren fastholdt i sin iver efter at forstå, hvad der præcis er sket dengang i barndommens sommerland.
Det er en barsk, men sanselig og stærk fortælling om at blive voksen og forlige sig med fortiden.
Læg verden bag jer
Bogen “Læg verden bag jer” er skrevet af Rumaan Alam. I bogen bliver en luksuriøs ferie i et lejet sommerhus til et mareridt for ægteparret Amanda og Clay og deres to børn.
Mærkværdige meldinger tikker ind fra storbyen, og to fremmede - husets ejere - dukker pludseligt op og beder desperat familien om hjælp.
En katastrofe er indtruffet. Verden, som den var, forsvinder, og de to familier kan ikke gøre andet end at vente sammen på en fremtid, der måske ikke kommer.
“Læg verden bag jer” føles som et ildevarslende pust i nakken, og den bliver siddende i kroppen efter endt læsning. Så er du advaret.
Alle bøgerne kan findes på Allerød Biblioteker. Rigtig god læselyst.
