Der sættes strøm til 60´ ernes pigtråd

Karrebæk: Allerede nu kan man lægge billet ind på en spise- og danseaften ned af Memory Lane med musik fra dengang skroget var ungt og dansefødderne lidt mere rappe.

Er man født efter krigen - altså 2. Verdenskrig - kan man sikkert huske de populære, danske pigtrådsorkestre, der spillede til bal over hele landet og kunne høres i Jørgen Mylius radioprogrammer som “Efter Skoletid” eller “Top 20” på P3 midt i 1960 erne.

Det var bands som Hitmakers, The Baronets, The Defenders, The Cliffters, Sir Henry and his Butlers - og ikke mindst The Rocking Ghosts, der blev Københavnsmestre i pigtråd i 1964.

Bandnavnene skulle naturligvis være engelske, da musikken lagde sig i Liverpools Merseykølvand af engelsksproget rock`n Roll fra eksempel Cliff Richard og The Shadows, The Beatles, The Rolling Stones, Gerry and the Pacemakers og et hav af andre døgnflue pop- og rockbands, der var influeret af tidens amerikanske pop- og bluesmusik fra eksempelvis Elvis Presley, Buddy Holly og Chuck Berry.

Europæisk succes

De rockende spøgelser fra Danmark havde midt i dette musikalsk skelsættende årti kæmpe succes ikke blot i Danmark men over hele Europa med numre som. “Belinda” og “Oh, Oh, What a Kiss”. “Belinda” opnåede tilmed en vis succes og hitlisteplacering i USA, som det første danske band. De turnerede faktisk rundt i seks år over hele Europa i 1960 erne kun afbrudt af et par måneders ophold og turné i Danmark.

Nu kan alle opleve dette band, der blev startet i 1962, på De Hvide Svaner, hvor den karismatiske forsanger John Andersen som 77-årig stadig er i fuld vigør og leverer en fin sangstemme.

Siden 1962 har bandet haft et par pauser, men de seneste ca. 30 år har The Rocking Ghosts spillet til fest og dans over hele landet. Op til godt 50 koncerter årligt bliver det til.

Akkorderne sidder stadig i musikernes fingre ikke mindst på grund af ,at en række tresserbands har mødtes til Tirsdagspigtråd på Bakken. Impressario Holger Hagenberg har været i stand til at lokke de mange orkeste til at støve instrumenterne af til glæde for tusindevis af publikummer på Bakken, og dermed fået genopfrisket de gode gamle pigtrådsnumre. Tirsdagspigtråd på Bakken er nu afviklet, så måske er der nu grundlag for at pigtråden bliver en tradition hos René Sandberg på De Hvide Svaner.

Stemte guitarer med rullestenene

I det første årti - Beatles-årtiet - spillede The Rocking Ghosts blandt andet ved samme koncerter i Sverige som The Rolling Stones. Eller snarere omvendt:

- Rolling Stones var ukendte dengang for både os og publikum og var nærmest en slags opvarmning for os, som allerede var kendte i Sverige, husker John Andersen med et smil. Inden de gik på (dreje)scenen i Sverige øvede Rolling Stones og Rocking Ghosts deres respektive numre uden for koncertsalen. Siden har det danske band naturligvis også haft Rolling Stones numre på repertoiret.

Selvom John Andersen brænder for at synge, har han som uddannet møbelsnedker sideløbende haft en lang karriere som altmuligmand på Nordisk Film, hvor han sluttede som leder med ansvar for en række optagestudier. Han er i dag det eneste helt oprindelige medlem af The Rocking Ghosts, men flere af musikerne har spillet med i en menneskealder.

To bands

René Sandberg fra De Hvide Svaner er initiativtager til denne aften med Fredagspigtråd 16. september, som han håber kan blive en tilbagevendende oplevelse, hvor publikum får mulighed til at danse til ørehængere fra deres ungdom.

Som opvarmning for The Rocking Ghosts spiller Sjællandskmestrene i pigtråd - eller rockmusik - i 1967 “Some of Each”. Og det er med netop lokale René Sandberg blandt musikerne. Han har en lige så lang musikalsk historie at fortælle som John Andersen.

Spisning først

Men ingen fest uden spisning, og det sørger René Sandberg og medarbejderne på De Hvide Svaner også for. Kl. 18.30 denne fredag i september serveres en tre retters menu. Der tilbydes også mulighed for overnatning når musikken slutter.

Billetter til denne Fredagspigtråd på De Hvide Svaner sælges kun i forsalg. Bestil på info@restaurant-dehvidesvaner.dk. Skriv antal deltagere og tlf.nr. eller afhent og betal, efter aftale, på De Hvide Svaner.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...