Virksomhed totalt ødelagt af brand

Store sorte røgskyer drev onsdag eftermiddag ind over den nordlige del af Sorø og kunne ses på flere kilometers afstand.

Branden hos Sorø VVS på Juliesmindevej var særdeles voldsom - godt hjulpet af vestenvinden.

Slagelse Brand og Redning - både folk fra Station Sorø og Station Slagelse - kæmpede i flere timer, men det var umuligt at redde bygningen, der udbrændte totalt.

Efter alt at dømme er det uforsigtig brug af en ukrudtsbrænder, der satte gang i den altødelæggende brand. Sådan lød den melding, der indløb hos brandvæsenet i hvert fald.

Vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi siger, at det også er den teori, politiet arbejder ud fra.

Indehaver af Sorø VVS, Lars Jørgensen, der hjælpeløs måtte se på, at hans ejendom og arbejdsplads udbrændte, ønskede ikke at udtale sig.

Den voldsomme brand havde i øvrigt tiltrukket en stor menneskeskare, der fra rabatten fulgte flammernes hærgen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...