“Felven og den gamle visdom” er den tredje og sidste bog om Felven og syvsoveren, som er skrevet af Ulla Schejbel Nielsen, der er bosiddende i Roskilde.
Felven er hverken en fe eller en elver. Hendes vinger er så små, at hun ikke kan flyve - og hun er ikke nær så yndefuld som de dansende elvere. Hendes bedste ven er en lille klog syvsover, der desværre falder i søvn, hver gang den er ved at fortælle noget vigtigt.
En regnfuld morgen ligger der en elverdreng på feernes eng. Der hører han ikke til, noget er helt galt. I et kapløb med tiden må Felven og syvsoveren gøre alt, hvad de kan, for at hjælpe skovens elvere og engens feer. Det bliver en farefuld opgave for de to venner. En opgave, de umuligt kan løse alene.
Bøgerne om Felven og syvsoveren kan både læses i forlængelse af hinanden og hver for sig. De to første bøger om i serien har titlerne: “Felven og syvsoveren” og “Felven og den magiske dis.” De er illustreret af Mia Mouridsen, der har malet omslaget og lavet de fine stregtegninger inde i bøgerne.
Inspiration i naturen
Ulla Schejbel Nielsen bor i Himmelev i Roskilde og henter blandt andet inspiration til sine fortællinger i de naturskønne omgivelser.
- Det kan være helt små ting, som et spindelvæv der rammer mit ansigt, der krydret med lidt fantasi kan danne grundlag for handling eller karakterer i bøgerne, fortæller forfatteren.
I Felven og den gamle visdom kan man blandt andet møde forskellige dyr fra skov og eng, som hver især spiller en vigtig rolle. Ulla Schejbel Nielsen indrømmer gerne, at hun har en god fantasi.
Hun har altid holdt af at fortælle historier, og vil gerne inspirere børn til selv at bruge deres fantasi, fortælle og skrive. Hun tilbyder derfor også at besøge skoleklasser. De tre bøger om Felven og syvsoveren er hendes første børnebogsserie.
Felven og den gamle visdom har korte kapitler, så den er nem og overskuelig at bruge til højtlæsning og selvlæsning. Den er egnet til højtlæsning fra fem år og til selvlæsning fra omkring ni år.
Det er muligt af læse mere om Felven og den gamle visdom på www.ullaschejbel.dk.

