Det stank: Dømt for at smugle hash til “krigsminister“

Hashen lugtede for meget under kontrollen af de besøgende til Helsingør Arrest her på Prøvestensvej. Foto: Andreas Norrie

Hashen lugtede for meget under kontrollen af de besøgende til Helsingør Arrest her på Prøvestensvej. Foto: Andreas Norrie

Helsingør: Uvist af hvilke årsager fik en i dag 29-årig mand tilbage december 2018 til opgave at smugle hash ind til en indsat i Helsingør Arrest, som var en ledende person i den lokale Bandidos-afdeling på Stubbedamsvej. Arrestanten var nemlig lokalafdelingens daværende sergeant at arms eller “krigsminister“ Kenni Førsterling Cederkrantz, som var blevet fængslet for ved højlys dag samme år at have trukket en pistol, og peget mod to unge mænd på Stengade ud fra Café Vivaldi foran skrækslagne borgere. Bandidos-medlemmet fik i august samme år en dom på 6 års ubetinget fængsel. Sagen foregik på et tidspunkt, hvor rockerklubben ifølge politiet var i konflikt med rivalerne i Satudarah, hvilket blev set som en skærpende omstændighed - selv om de to mænd, som flygtede ned ad gågaden Stengade i en bil med høj fart - så vidt vides - intet havde med Satudarah at gøre.

Meget gik imidlertid galt under den 29-åriges indsmugling. Det kom frem ved en retssag ved Retten i Helsingør, som af uvisse årsager først har fundet tid til at behandle sagen nu.

Snavset tøj

I retten forklarede en fængselsbetjent, at hun havde modtaget to-tre sweatshirts, og undret sig over, at der blev indleveret beskidt tøj, da de fleste indsatte trods alt foretrak at få indleveret rent tøj. Samtidig kunne man ifølge forklaringen også lugte hash, og hun fandt hurtigt tre klumper hash gemt i trøjernes kraver. Det viste sig at dreje sig om 4,8 gram hash.

I retten kom det frem, at den 29-årige både før og efter episoden var blevet dømt i sager om overtrædelse af færdselsloven, lov om euforiserende stoffer og for besiddelse af ulovlige knive.

Selv om den 29-årige i retten nægtede sig skyldig, så mente domsmandsretten, at fængselsbetjentens forklaring var tilstrækkelig troværdig til at dømme ham skyldig. Straffen blev udmålt til 14 dages betinget fængsel, og det spillede med i forhold til udmålingen af straffen, at sagen havde været meget lang tid undervejs i systemet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...