Loppe Deluxe vender tilbage

Foto: Agnete Vistar

Foto: Agnete Vistar

Få tv-serier har været så overvældende populære som Loppe Deluxe på TV2. Utallige gange er de 35 afsnit fra fire sæsoner, der startede i 2014, blevet genudsendt.

Det er fem år siden, de sidste afsnit blev optaget, men genudsendelserne er kommet i en lind strøm. Nu sker der noget nyt - otte helt nye afsnit er ved at blive optaget efter fem års pause.

Og det bliver med livsstilsduoen Honning & Flora, kendt fra Lejre. Ganske vist var oplægget, at Loppe Deluxe skulle optages med helt nye hold, og det er de fleste hold i den nye udsendelsesrække da også.

- Produceren skrev til os, at selv om de elsker at arbejde sammen med os, så er de blevet enige med TV2 om, at der skal nye hold til. Det tænkte jeg var fint. Jeg skrev til et andet hold, Leben Cph - med Jean og Michael - at nu måtte vi se, om de kunne undvære os, fortæller Rikke Larsen, den ene af duoen Honning & Flora.

Der har været rigtigt gode seertal til netop de to hold. Og tre uger efter den første melding blev Honning & Flora og holdet Leben Cph booket...

- De kunne ikke undvære os gamle nisser, smiler Gitte Larsen, mor til Rikke og kendt som Fru Larsen.

Loppe Deluxe går ud på, at nogle af Danmarks dygtigste tingfindere dyster i at finde gode loppefund for 4.000 kroner på markeder, både herhjemme og i udlandet. Det gælder om at sælge tingene igen med størst mulig profit, og to hold medvirker i konkurrence mod hinanden i hvert afsnit.

Honning & Flora har klaret sig strålende og været medvirket i 13 genudsendelser fra de tidligere afsnit, hvilket ingen andre hold har. De har stået distancen hele vejen igennem.

- Det er rekord. Tallet 13 er min mors lykketal - bestemt ikke mit; jeg er overtroisk og en pivskid, griner Rikke Larsen.

Men nu runder duoen i hvert fald tallet 14 med den nye sæson. Rikke og Fru Larsen har fået solgt rigtigt meget denne gang, men hvor meget og hvordan de klarer sig i den nye udsendelsesrække, som går over skærmen i foråret 2023, er en hemmelighed.

Og hvem de har været oppe imod er også ukendt. Samt hvilket marked de har besøgt i konkurrencen. Produceren har netop været på besøg i Lerhuset midt i Kirke Hyllinges centrum for at optage film med duoen.

I øvrigt fortæller Rikke Larsen, at hendes virke i arbejdslivet har taget en ny drejning. Hun laver stadig meget indretning med Fru Larsen - blandt andet er hun i gang med at indrette en villa i Dragør og en lejlighed i Lyngby. Og skriver stadig mange artikler om livsstil og indretning til dameblade i ind- og udland.

Men nu arbejder hun stadig mere som kreativ ideudvikler og med sociale medier, hvor hun hjælper folk med tekst, billedserier og video.

- Jeg laver noget nyt hver dag, og jeg har rygende travlt. Faktisk så meget, at jeg har måttet inddrage weekender og fridage, siger Rikke Larsen.

Blandt kunderne på de sociale medier er Sæby-Gershøj kirker, “MinKirke”. Kirken skal også være på de sociale medier, som Rikke Larsen siger, og hun profilerer de mange aktiviteter i Sæby og Gershøjs kirkesamfund.

Blandt øvrige kunder er en skønhedsklinik i København samt By Waltz, der sælger vintage tøj. Når det gælder By Waltz, arbejder Rikke Larsen med hele set-up’et i fremstillingen af tøjet på modeller.

Et super spændende job, synes Rikke Larsen, der trives med de mange opgaver - men også med ind imellem at få et lille pusterum. Der er bud efter hende.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...