Laura Helena åbner bogcafé i Holbergstuen

En drøm går nu i opfyldelse for Sorø-forfatteren Laura Helena Pimentel da Silva. I efteråret rykker hun nemlig ind i Holbergstuen på Hotel Postgaarden i Storgade, og stuen skal danne rammen om en bogcafé og Laura Helenas forlag Leitura.

- I øjeblikket er Holbergstuen ved at blive renoveret, men 1. oktober flytter jeg ind, fortæller hun.

- Det var egentlig lidt tilfældigt. Jeg har set på flere forskellige muligheder, fordi jeg hele tiden har haft den ambition at åbne en bogcafé og finde et nyt sted til mit forlag.

- Jeg så et opslag om Postgaarden, fortsætter hun.

- Der var Holbergstuen ledig, og den passer perfekt til mit formål. Der var flere andre interesserede, men heldigvis fik jeg den.

Mange planer

Det er ikke en traditionel boghandel, som Laura Helena da Silva vil åbne.

- Jeg sælger godt nok bøger, men der er kun tale om bøger fra mit eget forlag Leitura, fortæller hun.

- Derudover er det meningen, at jeg også vil sælge kaffe og kage m.m., ligesom jeg vil holde forskellige arrangementer som foredrag, workshops og debataftener.

Også udstilling af kunst kan lokalet benyttes til, og faktisk vil Laura Helena Pimental da Silva gerne i kontakt med forfattere, kunstnere og foredragsholdere, som kunne tænke sig at være med i et samarbejde. Interesserede kan kontakte hende på kontakt@forlagetleitura.dk.

- Jeg har naturligvis ikke alle detaljer på plads endnu, men tanken er, at jeg vil åbne klokken 9. Hvad tid jeg lukker, har jeg ikke besluttet endnu, siger Laura Helena Pimentel da Silva.

- Fra start skal jeg bare være på forlaget og i bogcaféen selv. Jeg vil lige se, hvordan det løber rundt, men med tiden vil jeg gerne have en ansat.

En “Sorø-tilsnigelse”

Holbergstuen er en smuk stue holdt i gammel stil - eller var, for lige i øjeblikket er den som nævnt under renovering.

Hotel Postgaarden har tidligere i sin markedsføring benyttet sig af en historie om, at både H.C. Andersen, Ingemann og Holberg har gæstet hotel og restaurant.

For de to førstnævntes vedkommende kan det godt passe, men Holbergs tilknytning til Postgaarden er en af de “tilsnigelser”, der eksisterer en del af i Sorø-området.

Forhuset på hotellet, hvor Holbergstuen ligger, blev nemlig opført i 1766-67 for Johan Adolph Foss, der ifølge “Historiske huse i Sorø” havde drevet gæstgiveri for fremmede rejsende i den kongeligt privilegerede herbergerer- og værtshusgaard i Storgade 17, hvor Sorø Museum i dag ligger. Den kro,, som Christian IV i øvrigt i 1624 gav befaling til blev opført til indvielse året efter, solgte Foss i 1748 til Sorø Akademi.

Postgaarden kan altså dateres tilbage til 1766-67. Holberg døde i 1754.

Foto: Thomas Olsen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...