Coop har planer om at bygge et helt nyt byområde på en del af sine arealer i Albertslund. Den første del af byggeprojektet er nu officielt klar til at kunne gå i gang. Lokalplanen for den første del af den kommende Coop Byen er nemlig vedtaget af kommunalbestyrelsen – med undtagelse af Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
Der skal bygges boliger og erhverv på grunden mellem Blokland og Vallensbæk Torvevej. Her har Coop i dag sit hovedsæde, og den bygning bevares i det kommende byggeri.
Ellers er det planen, at det nye boligområde deles op i seks mindre dele. I den nordlige del (som ligger op til Læhegnet/Roskildevej, planlægges en karrébebyggelse (Trappehusene) i 4-6 etager med op til 155 boliger. Ved siden af skal bygges et p-hus i 6 ½ etage ud mod Vallensbæk Torvevej.
Op til Trappehusene bygges delområde 2 ”Klyngehusene” med op til 170 boliger i 2-4 etager.
I den sydligste del bygges ”Havefællesskabet” med etageboliger og rækkehuse. 50 boliger 1-3 etager.
Mellem boligerne og Coop-hovedbygningen skabes et grønt område.
Der planlægges også en daginstitution i området, ligesom der skal være et stort fælleshus. Der bliver mulighed for liberale erhverv i form af kontor- og serviceerhverv samt publikumsorienterede serviceerhverv i form af en café.
Det hele bindes sammen af gang- og cykelstier.
Tæt byggeri
På kommunalbestyrelsesmødet sagde Helge Bo Jensen, at hovedproblemet er, at ”det bliver et tæt byggeri med en bebyggelsesprocent på 100 plus et parkeringshus - så det bliver en procent over 100. Det er for voldsomt. Desuden giver det ekstra trafik- og støjproblemer. Vi synes ikke om, at der kan bygges i op til 6 etager. Vi synes heller ikke, det er klogt at bruge så mange ressourcer på at bygge et p-hus. Det synes nødvendigt, fordi man skal proppe så mange boliger ind på et lille areal. Det er ikke muligt ellers at finde p-pladser andre steder”, sagde Helge Bo Jensen.
Paw Østergaard Jensen (Soc.) sagde, at der i lokalplanen er mulighed for at bygge gæsteboliger.
”Det vil være rart at få indskrevet i planen, præcis hvad gæsteboliger er: Nemlig boliger hvor der er mulighed for at overnatte og med adgang til toilet og/eller bad. En gæstebolig har ikke køkken. Den kan være ned til 20 m2 og er ikke omfattet af reglen om helårsbebyggelse”, sagde Paw Østergaard Jensen – og det fik han.
Endelig sker der noget
”Endelig sker der noget her”, sagde Lars Gravgaard Hansen (Kons.). ”Vi har haft gang i det her projekt i mange år, og da vi så masterplanen første gang, var en masse af Albertslunds politiker indskrevet. Det betød, at Coop langt hen ad vejen har tilrettet deres projekter, så de matcher vores politiker. Så kan man altid diskutere højde. Men nu kan det komme i gang, og det er vi glade for”.
Claus Rasmussen sagde, at Venstre tiltræder sagen.
”Men jeg ønsker, at man gør et forsøg på at få bygherre til at være med til at bære den omkostning der er ved at omlægge trafikken og når vi skal have nyt lyskryds osv. Det er en stor omkostning, kommunen bærer”.
Tina B Nielsen (DF) sagde, at hun ikke kunne tiltræde sagen, fordi der skal bygges i 5-6 etager. ”Og så synes vi, at gæsteboliger er en super god idé. Det ved vi fra andre steder, at det er meget populært. Så tak for det”.
Mange spændende ting
Marianne Burchall (Soc.) var enig med Lars Gravgaard Hansen i, at det er godt, at det her byggeri nu endelig kan komme i gang.
”Der er mange spændende ting i det her, og angående højden, så er det jo planlagt sådan, at de højeste boliger ligger op til Roskildevej, så de dermed støjskærmer for de øvrige boliger. Der er også tænkt en grøn kile ind i midten af byggeriet, hvor der er mulighed for noget bynatur og opholdsarealer. Det er også dejligt, at Coop har arbejdet ind i Albertslunds grønne dagsorden. De er plads til solceller på p-huset, og der kommer flere ladestandere, end der burde være. Så det er dejligt”.
Herefter blev forslaget til lokalplan for området vedtaget af kommunalbestyrelsen, idet Enhedslisten og Dansk Folkeparti ikke kunne tiltræde.
Læs hele planen på kommunens hjemmeside www.albertslund.dk

