Naturen folder sig ud her. Bakker, vandkant, strand - og i øvrigt et godt fiskevand.
Ulstrup Sønderstrand har Kirkebugten, Kalundborg Fjord og Storebælts som en pragtfuld natur-kulisse, når man tager vejen ned til venstre lige efter Røsnæs Kirke. Vejen til Sønderstranden.
Den snak, der i en del år har været om at gøre stedet til en bypark i Ulstrup for den lille Røsnæs-hovedstads beboere er ved at tage form.
Det sker også i en grad, så turister i stigende grad får øje på stedet. Det blev ikke mindst tydeligt sankthansaften, da Røsnæs Udvikling- og Beboerforening sankthansfest samlede omkring 250, heriblandt een del turister, også udenlandske.
Målrettet arbejde
Badebroen og badeøen, som nu har været der i nogle år, er en stor succes, og donationen forrige år fra Nordea Fonden til bypark-projektet er baggrund for, at de aktive folk i forening siden har kunnet arbejde målrettet på planen om at etablere et område ved Ulstrup Sønderstrand, som tilgodeser lokale familiers behov for et aktivt friluftsliv. Et initiativ, som gerne skal være med til at fremme interessen for at bosætte sig på Røsnæs.
Det er først og fremmest et sted for børnefamilier - en naturlegeplads - der satses på, samtidig med, at stedet er tænkt som et område til naturaktiviteter i et aktivt foreningsliv.
Ulstrup Sønderstrand er et pragtsted, hvor naturen omfavner en, maner til afslapning, fordybelse, leg og hygge.


