Nakke: Det ser ud som om kysten på den anden side af fjorden er malet med sølv, når solen glimter i det blå vand.
Jeg har parkeret på den lille grusparkering for enden af Nakkehagevej. Stien ned til stranden fører gennem en strandeng med et flor af sommerblomster: røllike, klokkeblomst og snerler ligger som kulørte perler i alt det grønne hvor en lille blåfugl flyver rundt.
Her er dejligt. Og stille. En mand lufter sine hunde og et par cyklister sætter sig og tager et hvil på bænken, som Nakkehage Grundejerforening har sat op, så forbipasserende kan sætte sig og nyde udsigten.
Den lille sandstrand ser indbydende ud. Og der er en badebro, som kan føre badende ud over sten og tang, der ligger i vandkanten.
Men så ser jeg et skilt.
- Privat! står der. Jeg når lige at tænke - Åh nej, endnu en privat bro, man ikke må benytte. Men så læser jeg videre.
- Bruges på eget ansvar. Og så er der et skilt, der fortæller, at broen blev sat op af private for tolv år siden, og at den løbende bliver renoveret. Men nu trænger den til en overhaling, og det koster. Badende opfordres derfor til at give et bidrag via MobilPay.
Det er god stil. Jeg har oplevet en del private badebroer - hvor der kun er adgang for det lokale grundejerforenings medlemmer. Men her ved Nakkehage er alle velkommen. Og så giver det da god mening, at man spæder lidt til vedligeholdet af broen, hvis man benytter den.
Ude for enden af broen fører en lidt rusten men solid trappe ned til vandet. Vandet er dybt. Jeg kan ikke bunde. Og jeg kan heller ikke se bunden. Men vandet er lunt og dejligt at svømme i.’
Det føles lidt som at svømme i en stor sø. Man kan se kystlinje hele vejen rundt. Og vandet her i Isefjord har ikke så meget som en snert af det saltvand, jeg er vant til at bade i i Vesterhavet. Jeg savner det. Saltet. Men de fleste er sikkert helst fri for, at det svider i rifter og øjne. Og saltmangel til trods, er det en skøn dukkert her ved Nakkehage, hvor venlige beboere stiller deres badebro til rådighed.
