Bager hårdt ramt: Må lukke

Om to uger er en æra slut - fra den 15. juli findes der ikke mere nogen bager i Gevninge. Den dato lukker Gevninge Bageri ned.

Driften løber ikke rundt. De voldsomme prisstigninger på olie, strøm, margarine og mel - præcis nogle af de allervigtigste ingredienser i bageriets drift - betyder, at driften ikke hænger sammen mere.

- Strøm alene er 10.000 kroner mere om måneden. I alt er vores udgifter, på grund af prisstigningerne, steget med 30-35.000 kroner om måneden. De penge kan vi ikke hente hjem igen. Vi kan ikke hæve vores priser her tilstrækkeligt til at dække det store hul, som er kommet, siger bagermester Morten Nielsen til Dagbladet Roskilde.

Strømpris og margarine

Gevninge Bageri er nr. 2 butik inden for kort tid, der lukker i byen. Men mens DagliBrugsen i Gevninge måtte stoppe for kort tid siden på grund af konkurrencen fra den nye Rema 1000, er det på ingen måde Rema, der er årsag til, at Morten Nielsen nu lukker bageriet.

- Nej vi har ikke mærket noget til Rema 1000. Tværtimod har Rema trukket mange mennesker til byen. Vi har masser af kunder og fin omsætning - kunderne har hele tiden været her, og vi har virkelig fået støtte fra dem i forretningen, understreger Morten Nielsen.

- Det er bunden, der er blevet for svær at holde til at vi kan overleve, på grund af priserne på energi og råvarer. Strømprisen er blevet dobbelt så høj. Margarine koster 40 procent mere; og wienerbrød består af 55 procent margarine, forklarer han.

Morten Nielsen overtog bageriet på Gevninge Bygade i februar 2020 fra Sonja og Martin-Kornerup Nielsen, som havde kørt bageriet i byen i 43 år. Den nye ejer blev særdeles godt modtaget i byen og fik stor opbakning med det samme.

Høj kvalitet

I øvrigt opnåede Gevninge Bageri for få måneder siden at blive finalist i kampen om at præstere den bedste romkugle på fødevaremessen Foodexpo i Herning. Kvaliteten er der intet i vejen med i bageriet.

Og tilbage i efteråret 2021 blev Gevninge Bageri også nomineret til OpdagDanmarks konkurrence om Danmarks/ Sjællands bedste bageri.

Morten Nielsen har i på Facebook benyttet lejligheden til at sige tak for et par gode år til de mange kunder:

“Jeres store støtte har været, og er fortsat meget værdsat! Vi holder åbent som normalt indtil den 15 juli, hvor vi lukker klokken 17.30”, skriver han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...