Fredag aften sluttede festen brat for en klasse med nyslåede studenter, da en af studenterne var så uheldig at falde af ladet på studentervognen under kørsel på Strandvejen i Lyngby-Taarbæk.
Det oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi til sn.dk.
- Vi kender endnu ikke årsagen til, at studenten er faldet, men heldigvis er personen ikke kommet alvorligt til skade, siger David Ecker, vagtchefen ved Nordsjællands Politi.
For en sikkerhedsskyld er den uheldige student kørt til sygehuset for tjek.
Politiet er på stedet og foretager undersøgelser et stykke tid endnu, da man skal have klarlagt om lastbilen lever op til de sikkerhedsforanstaltninger, der skal være.