Jazz, gravstene og lyse nætter

Den første i rækken af tre gratis udendørs koncerter blev i aftes holdt afholdt ved kapellet fra 1892 på Assistens kirkegård i Store Heddinge.

Det er den innovative organist: Finn Pedersen fra Sankt Katharina Kirke, som sammen med kirkegårdsleder Bitten Nørby står bag de usædvanlige arrangementer.

Hun og hendes kolleger arbejder til daglig med at skabe et smukt hvilested for afdøde stevnsboere, og sammen med kirkens organist og menighedsrådet har de planlagt tre “kirkegårds-café-koncerter”.

- Det skal foregå udendørs under lindetræerne ved vores smukke kapel på kirkegården, med skøn musik, lidt i glassene og helt gratis. Tre torsdag sommeraftener. Lyder det ikke skønt? spørger Bitten Nørby.

Og svaret kommer fra de over 100 tilhørere, som i aftes bænkede sig og nød de liflige toner fra Casper Christensen Jazz-Trio. Det lyder som en succes.

- Det var overvældende og dejligt med den positive opbakning, lyder det fra menighedsrådsformand Liselotte Kannik-Marquardsen, der samstemmende med Bitten Nørby glæder sig til næste arrangement.

To koncerter endnu

Det er en række af flittige frivillige, som hjælper med at slæbe bænke frem og tilbage og få det hele parat - og så er der kun tilbage, at bede (vejr)guderne om skønt sommervejr.

Den næste koncert er torsdag 7. juli kl. 19-21 med Nordens Tone, og endelig torsdag 11. august med Folkemusik / Verdensmusik kvartet.

- Skriv det ind i kalenderen, for det bliver så fantastisk, lyder opfordringen fra Bitten Nørby.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...