Nekrolog

Af redaktør Jens Michael Damm, Sønderborg

Tidligere byggemarkedsleder, Klaus Damm, Jægervej 13, Næstved, er i en alder af 69 år død på Næstved Sygehus den 9. juni.

Klaus blev født på Vestervig Sygehus i Thy og tilbragte sine første seks år i Hurup, inden familien flyttede til Nykøbing Sjælland.

Klaus kom i lære i Nykøbing Sjælland Trælast og fik undervejs Tuborg Fondets legat, der sikrede ham et studieophold i en isenkramforretning i den skotske by Perth.

Selvom tilværelsen i Nykøbing Sjælland - med mange kammerater og livet i badmintonklubben - betød meget for Klaus, søgte og fik han stillingen som leder af et byggemarked i Rødvig på Stevns, og senere et i Køge.

H.O. Birksted i Næstved var i færd med at flytte virksomheden fra midtbyen til Holsted for at etablere et stort byggemarked og en trælast. Klaus blev manden, der stod i spidsen og skabte byggemarked, som var populært hos både private og håndværkere. Ja, Klaus åndede for byggemarkedet nat og dag, og netop derfor var afskeden med forretningen hård. Det tog på ham.

Når det ikke handlede om søm og skruer, var Klaus en særdeles aktiv badmintonspiller. Der blev også spillet mange runder på Sydsjællands Golfklubs bane i Mogenstrup. Ja, to gange blev det til en hole-in-one.

For 32 år siden mødte Klaus sit livs store kærlighed, Birthe. De blev gift i 1999. Sammen skabte de en tilværelse, hvor Birthes børn og børnebørn var centrum i stort set alt, hvad de foretog sig.

Med Klaus død har familie og venner mistet en livsglad person, man aldrig gik forgæves til, hvis man havde brug for hjælp eller et godt råd.

Klaus bisættes lørdag den 18. juni kl. 11 fra Gammel Kapel, Gammel Kirkegård, Præstøvej 1, Næstved

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...