Jeppe Bjørn er ny mand i bibliotekernes chefstol

NAVNE Det er en helt central post, som 53-årige Jeppe Bjørn sætter sig på 1. august. Han skal skal stå i spidsen for Kultur og Bibliotek og dermed for Gentofte Hovedbibliotek, fem bydelsbiblioteker, centralbiblioteksfunktionen, Tranen, Gentofte Lokalarkiv og en række strategiske kulturindsatser.

Jeppe Bjørn kommer fra en stilling som kultur- og bibliotekschef i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor han har stået i spidsen for en markant udvikling af biblioteker, kunsthallen Sophienholm og Stadsarkivet.

Tidligere chef i DR

Tidligere har han været arkiv- og formidlingschef på Rigsarkivet og chef i DR, hvor han bl.a. har været ansvarlig for interaktiv produktion og for arkiv og research.

Jeppe Bjørn overtager både et lokalt ansvar for Kultur og Bibliotek og et regionalt og nationalt ansvar for Gentofte Bibliotekernes arbejde som ét af Danmarks i alt seks centralbiblioteker.

“Stillingen som bibliotekschef i Gentofte er et drømmejob for mig, for i Gentofte er bibliotekerne en ramme om borgernære sociale og kulturelle fællesskaber, samtidig med at man dyrker den stærke litteraturformidling og læsefællesskaber. Jeg glæder mig til at gennemføre biblioteksstrategien i samarbejde med både borgere og medarbejdere,” udtaler Jeppe Bjørn i en pressemeddelelse fra Gentofte Kommune.

Gentofte i førerposition

“Folkebibliotekerne er i dag Danmarks mest benyttede kulturtilbud, og kigger man på Gentofte, så forstår man straks, hvorfor det er sådan. For Gentofte Bibliotekerne står stærkt som kulturhuse og indtager, både med imponerende kulturprogrammer, høje udlånstal og den vigtige centralbiblioteksopgave, en førerposition i landet,” lyder det videre fra den nye bibliotekschef.

jesl

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...