Den tidligere håndboldtroldmand på venstrefløjen Anders Eggert skal nu prøve kræfter med trænergerningen.
Han stoppede for et år siden som aktiv efter fem sæsoner hos Skjern Håndbold. Han blev ansat i klubbens kommercielle afdeling efterfølgende, men her stopper Eggert nu.
- Det har været specielt at skulle sætte sin underskrift på en kontrakt igen, siger Eggert til KIF Koldings hjemmeside.
- Men det er en naturlig ting for mig at forfølge mine ambitioner på trænerbænken og ser det projekt, som klubben har gang i, som et perfekt match til mig og min karriereudvikling.
Han skal assistere cheftræner Kristian Kristensen.
Eggert stoppede først karrieren som 40-årig i 2021 efter godt 20 år på topniveau.
Han slog for alvor igennem i GOG fra 2003 til 2006, inden turen gik til Flensburg-Handewitt.
Allerede i 2008 vendte han hjem til Danmark - nærmere bestemt Skjern, men kun for i 2009 at drage til den nordtyske danskerklub igen. Her var han frem til 2017, inden han vendte hjem til Skjern.
Han nåede desuden 160 landskampe og 581 mål for Danmark. Han var med til at vinde EM i 2012.
/ritzau/