Rødglødende borgere røg til tasterne efter fældning af træer

“Politikerne har ikke blod - men harepiks på hænderne.” Sådan skriver Virumborger Pedro Maria Gauguin på sin facebookside. Årsagen til opslaget skyldes, at han blev harm over, at kommunen ville fælde flere af de store træer på Frederiksdalsvej i Virum. Og at kommunen ikke havde inddraget borgerne i den beslutning.

“Det var et helt tilfælde, at jeg blev opmærksom på, at kommunen havde lavet et opslag på deres facebookside 1. pinsedag kl. 13. Her varslede de, at der ville være trafikgener natten mellem onsdag og torsdag på grund af træfældning på Frederiksdalsvej. Altså to dage senere,” siger Pedre Maria Gauguin til Grønne Område. Han bor selv på Frederiksdalsvej.

“Det forekommer mig, at man ikke har forholdt sig til hvert enkelt træ, og jeg er ærgerlig over, at man fælder uden at vide, om det er nødvendigt,” siger han videre.

Pedro Maria havde taget borgerne med på råd. Ikke blot i denne sag, men helt generelt.

“Jeg savner, at kommunen inddrager borgerne i en helheldsplan for en grøn kommune, ” siger han.

Inddragelse

Inddragelse var der dog på facebook, og i løbet af blot 24 timer havde flere end 200 borgere givet udtryk for deres frustration over beslutningen om at fælde træerne.

Pedro Maria skrev til både kommunalbestyrelsen, borgmesteren og enkelte politikere i håb om at få stoppet processen.

Claus Bøgh Svenningsen, Nye Borgerlige, tog handsken op og skrev blandt andet følgende på facebookgruppen ’Det Sker - Virum, Sorgenfri, Holte, Lyngby:

“Jeg er enig i, at vi skal stoppe fældningen af vores flotte gamle træer - i det mindste indtil politikerne har inddraget og hørt borgerne.”

Borgmester Sofia Osmani (C) gik også ind i sagen. Og hun skrev blandt andet:

“Jeg er stor fortaler for borgerinddragelse, men det vil være helt urealistisk og et kæmpe ressourceforbrug, hvis forvaltningen skal lave borgerhøring hver gang et træ (eller 12) skal fældes. Der er trods alt en hel del vejtræer i kommunen. Borgere der bor på strækningen, er dog informeret via eboks i sidste uge.

Udskiftning af vejtræer behandles i øvrigt heller ikke som udgangspunkt politisk. Beslutningen træffes ud fra drifts- og sikkerhedsmæssige hensyn og for at sikre, at også fremtidige generationer har smukke vejtræer at se på. Kommunen har sågar en vedtaget træpolitik, der skal sikre bevarelse af tæer og nyplantning ved fældning.“

Også John Tefke (C), formand for byplanudvalget var inde over.

“Via en borger på facebook blev jeg allerede 15. april opmærksom på, at der var sat krydser på nogle af træerne og henvendte mig til forvaltningen. Der fik jeg forklaringen, som jeg skrev retur på facebook og opfordrede også forvaltning til at informere borgerne. Og her vil jeg godt give borgerne ret i, at vi skulle have informeret tidligere.

Men jeg synes samtidig også, at man skal havde respekt for den faglige vurdering, der siger, at træerne skulle fældes.“

Processen blev ikke stoppet, og træerne blev fældet som planlagt. De 12 træer vil blive erstattet af nye i 4-5 meters højde.

FAKTA

Kommunens begrundelse:

Spærringen sker i forbindelse med fældning af 12 træer, som lige nu er placeret uhensigtsmæssigt i forhold til belysning og vejinventar. Enkelte af træerne er blevet påkørt flere gange, fordi de står dårligt - på sigt ville de blive betegnet som risikotræer. Derfor fælder vi dem nu.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...