Løb med eller uden hunden på fælleden

Holbæk Trail er for alle der vil dyrke motion i godt selskab. Om man så anser det gode selskab for at være sin familie, hund eller begge dele, er op til den enkelte deltager.

- Trail på Fælleden er et familievenligt trailløb, som arrangeres i forbindelse med Idræt på Fælleden. Formålet med arrangement er at sætte fokus på leg, motion, bevægelse og social samvær. Derfor gør vi meget ud af at lave start- og målområdet så hyggeligt som muligt, og dermed give deltagerne mulighed for at blive og hygge sammen efterfølgende. Alle kan være med og det er rigtig vigtigt for os som forening, oplyser Casper Thusholt Larsen fra Charity7Summits.

Holbæk Trail 2022 byder på 3, 6, 12 og 18 kilometer lange motionsruter for løbere eller gående deltagere. Start/målområde er ved fælleshuset. Man løber på stierne i og omkring Holbæk Fælled, der byder på meget varieret terræn. Der vil være medaljer til alle deltagere. Det er muligt at afhente startnummer fra klokken 08.30.

Arrangementet afholdes lørdag den 18. juni. Ud over Holbæk Trail 2022 kan man også opleve gymnastikopvisninger, håndboldstævne, samt andre aktiviteter, da eventen er en del af et større idrætsstævne.

Løb med hunden

Det er ikke kun de to-benede, der kan få motion på fælleden, når der er Trail 2022 i Holbæk. Man kan også vælge at tilmelde sig med sin hund til en af de to canicross-distancer.

Canicross er en sport, hvor man løber sammen med sin hund i det åbne terræn, og hvor ejeren er forbundet - via en snor - til hunden, der er i sele.

Man kan deltage i Canicross på distancerne 3 og 6 kilometer. Hunden skal være mindst 12 måneder gammel og have basis vaccination. Den skal føres i snor og sele igennem hele løbet og snoren må på intet tidspunkt hægtes af hunden, med mindre det er livstruende. Flexline og halsbånd er forbudt. Hunden skal være sund og rask inden start.

Trail på Fælleden er arrangeret af foreningen Charity7Summits i samarbejde med Vejrhøj Trail, Go2Fitness Holbæk og DGI Midt- og Vestsjælland. Se flere oplysninger om arrangementets starttider og så videre på www.sportstiming.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...