Et stort ja på 64,8 procent af de afgivne stemmer er resultatet af onsdagens folkeafstemning om afskaffelse af EU-forsvarsforbeholdet i Frederikssund Kommune. 35,2 procent har stemt nej.
- Det er et markant ja med to tredjedele for. Egentlig er jeg lidt forbløffet. Jeg havde nok forventet, at jasiden havde været større. Men det er godt, at resultatet er så entydigt. Når man skal fjerne et forbehold, så synes jeg, der skal være et stort flertal, og der er ingen tvivl om, at danskerne ønsker at fjerne det forsvarsbehold, siger borgmester Tina Tving Stauning (S), da afstemningsresultatet for Frederikssund Kommune ligger klar klokken 21.57.
Frederikssund-borgmesteren var onsdag rundt på kommunens valgsteder, som der er seks af. Her konstaterede hun, at valget havde været afviklet “rigtig godt” og “stille og roligt med en god stemning alle steder”.
67,71 procent af Frederikssund Kommunes 34.988 stemmeberettigede vælgere benyttede sig af deres ret til at sætte kryds ved valget.
- Jeg havde gerne set, at der havde været flere, der havde stemt i Jægerspris og Skibby, og at stemmeprocenten var kommet over 70 procent. Det er vigtigt, at folk får stemt og givet deres mening til kende, siger Tina Tving Stauning.
Da Frederikssund-borgerne stemte om afskaffelse af EU-retsforbeholdet den 3. december 2015 var stemmeprocenten 73,35 - 44,9 procent sagde ja og 55,1 procent sagde nej.
Det er en ny tid, vi nu går i møde nationalt, mener borgmesteren.
- Nu bliver vi fuldbyrdet medlemmer af EU omkring forsvaret og de opgaver, der ligger, fastslår hun, der afviser at fortælle, hvad hun selv har stemt.
Artiklen er blevet opdateret efter fintællingen. Første resultat lød på 65,1 procent ja og 34,9 procent nej.