Sætter rekord igen
Rekordmange virksomheder fra hovedstaden formåede at vækste i 2020, selvom Corona prægede regnskaberne, men endnu flere virksomheder tegner til at vækste på baggrund af sidste års resultater.
Det viser de foreløbige opgørelser af virksomhedernes regnskaber, som bliver lavet i forbindelse med EY Entrepreneur Of The Year 2022. Og det er virksomhedernes evne til at omstille sig, der er afgørende for det flotte resultat.
- Det er fantastisk, at vi efter sidste års imponerende rekord har muligheder at kunne overgå det. 2021 begyndte med strenge restriktioner, men de omstillingsparate entreprenører ser ud til at have klaret det til bravour, siger Søren Smedegaard Hvid, der er partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year.
Virksomhederne ser muligheder
- Danske virksomheder er generelt rigtig gode til at se mulige løsninger, når rammerne forandrer sig. Et helt klart kendetegn for de succesfulde virksomheder er, at de har en høj grad af diversitet i deres teams. De er sammensat af forskellige kompetencer og perspektiver på løsninger, og de kan derfor finde muligheder i selv svære situationer, siger Søren Smedegaard Hvid.
Sidste år var det 398 virksomheder fra hovedstadsområdet, som levede op til kriterierne for at være kvalificeret til EY Entrepreneur Of The Year, efter alle danske virksomheders regnskaber blev gennemgået. Det var en stigning på 15 procent i forhold til året før.
For at være kvalificeret skal virksomheden blandt andet have en vækst på minimum 15 procent i omsætningen, have et positivt resultat og egenkapital for året og have eksisteret i minimum tre år.
Verdensbegivenheder tvinger virksomheder til innovation
De er ikke småting, der de seneste år har forandret erhvervslandskabet. Grøn omstilling, digitalisering, CoVid-19, Brexit og stigende inflation er blot nogle af de ting, som de fleste virksomheder har skulle forholde sig til. Derfor er mange virksomheder nu blevet rigtig godt trænet i at se muligheder, når verden igen forandre sig.
- Generelt kan vi se, at danske virksomheder responderer rigtig positivt på forandringer. De er omstillingsbredte og tør ændre kurs, siger Søren Smedegaard Hvid og tilføjer: - Danmark kunne dog med fordel have endnu mere fokus på, at fejl er en forudsætning for at skabe en god ide og en god virksomhed. Allerede i vores uddannelsessystem burde vi gennem den eksisterende entrepreneur- og innovationstræning have endnu mere fokus på, hvordan man lærer af sine fejl frem for, at fejl er noget entydigt negativt. De dygtigste entreprenører er ikke fejlfrie, men de lærer af deres fejl.
Innovative entreprenører årsag til vækst
Generelt er der flere virksomheder, som de senere år har oplevet positiv vækst.
- Hovedstadens virksomheder har på enestående vis formået at omstille sig i en svær tid. Det er de kreative og innovative entreprenørers mod til at tænke nyt, der gør, at vi står med mange, solide vækstvirksomheder, siger Søren Smedegaard Hvid.
Sidste år var det Better Energy, der blev årets vækstskaber i hovedstaden ved EY Entrepreneur Of The Year.
Vinderen i hovedstaden bliver fundet i løbet af efteråret ved regionsfinalen. Og vinderen kvalificerer sig til hovedprisen ved den store landskåring, der finder sted i København 24. november 2022.
Hvem bliver vinderne?
Konkurrencen er i fuld gang. Interviews er ved at blive gennemført blandt virksomheder i hovedstaden og resten af landet. Juryen sidder herefter med den svære opgave at kåre først de regionale vindere og dernæst vinderne af de nationale priser.
EY Entrepreneur Of The Year er Danmarks og verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence. Det er en hyldest til de entreprenører, der opbygger og driver succesfulde og dynamiske virksomheder. I snart 25 år er danske vækstvirksomheder blevet hyldet ved EY Entrepreneur Of The Year, hvor hovedvinderen deltager i den internationale finale, der finder sted i Monaco i 2023.