Næstved/Slagelse/Kalundborg: Erhvervsforeninger og virksomheder på tværs af Sjælland er nu gået sammen om at stifte Foreningen til Fremme af den sjællandske tværmotorvej. Foreningen har til formål at kæmpe for at få opgraderet landevejen mellem Kalundborg, Slagelse og Næstved til en motorvej inden for en kortere årrække.
Kampen kommer i kølvandet på sidste års store infrastrukturaftale., hvor et bredt flertal af Folketingets partier afsatte midler til at gennemføre en forundersøgelse af en opgradering af Rute 22. Enten i form af en motorvej eller en 2+1-vej. Forundersøgelsen ventes igangsat 2025/26. Derfor indleder de sjællandske erhvervsfolk nu presset for at få opgraderet hele vejen til motorvej.
- I dag spilder rigtig mange pendlere og erhvervsdrivende alt for meget tid på de sjællandske landeveje, og det problem vil kun vokse i de kommende når. Det hæmmer væksten og udviklingen i regionen, og vi har derfor stærkt behov for at få styrket vores infrastruktur med tværmotorvejen, som vil kunne binde regionen sammen til stor gavn for både familierne og erhvervslivet på hele Sjælland, siger foreningens formand, Jens-Ole Larsen, der er direktør og ejer af Slagelse Transportcenter.
To milliarder rigere
Tidligere beregninger af en sjællandsk tværmotorvej har vist, at den vil gøre Danmark to milliarder kroner rigere og danne grundlag for 1.600 nye arbejdspladser inden for industri- og transporterhvervene alene og yderligere gevinster for andre erhverv. Herudover vil den samlede tidsbesparelse hos trafikanterne på strækningen kunne udgøre ca. 6.600 timer dagligt i 2025. Hertil kommer gevinster i form af bl.a. styrket trafiksikkerhed og færre uheld på strækningen, anfører Foreningen til Fremme af den sjællandske tværmotorvej.
I foreningens bestyrelse sidder udover formand Jens-Ole Larsen følgende; Mads Elming, Ardagh, Helle B. Andresen, Næstved Erhvervsforening, Jens Lerager, Kalundborgegnens Erhvervsråd, Bent Rasmussen, Kalundborg Havn, Simon Larsen, ANZET, Rasmus Holst-Sørensen, Næstved Erhverv A/S og Per B. Madsen Slagelse Erhvervcenter A/S.
De første 15 km af de i alt 70 km motorvej, som tværmotorvejen strækker sig over, er allerede godt på vej. I hvert fald er der dømt byggestart på Næstved-Rønnede motorvejen i 2026 - hvis tidsplanen holder.

