Fest for biosfærens første fem år - og de næste

Det var en relativt intim affære, da Møn Biosfære i går fejrede, at det da var præcis fem år siden, at Møn og Nyord blev officielt udnævnt som Biosfæreområde under Unescos Man and Biosphere program. Omkring 40 indbudte gæster - biosfæreambassadører og andre med tilknytning til området - deltog i receptionen i baggården hos Møns Museum, hvor man ikke blot fejrede de første fem år men også så frem mod de næste.

Vært var Vordingborg Kommune repræsenteret ved Ole Hampenberg, chef for afdelingen for Kultur, Fritid og udvikling, biosfærekoordinator Katrine Ohm Dietrich samt viceborgmester Else Marie Langballe Sørensen, der var stand-in for borgmester Mikael Smed, som havde måtte melde afbud. Men det skulle man slet ikke være ked af, lød det fra Ole Hampenberg, for Else Marie Sørensen har om nogen haft en finger med i spillet de første fem år som formand for den politiske følgegruppe, og ventes også at blive valgt til den gruppe, der nu skal overtage i de kommende år.

Der bliver noget at arbejde på - se også artikel nedenfor - gjorde hun klart i sin tale, men allerede nu er der også en masse at være stolte af:

- Både Unesco og Dark Sky-udpegningerne fylder møns natur som verdensklasse og anerkender den store indsats, de lokale yder for at udvikle området, sagde hun.

Både Møn Biosfære og Dark sky udpegningerne faldt i 2017 - førstnævnte efter en rekord hurtig ansøgningsproces på blot halvandet år, hvilket nærmest er uhørt i biosfæreprogrammet. Én person, nu afdøde Anette Tenberg, fik en stor del af æren for dette ved receptionen tirsdag, blandt andet fra Else Marie Langballe Sørensen, som sendte en stor tak til ildsjælen fra Nyord, som havde så meget at gøre med, at processen gik som den gjorde:

- Jeg sender dig en tanke, Anette, der hvor du er nu, lød det fra viceborgmesteren, som ikke var den eneste, der hyldede Møns Biosfæres “mor” ved receptionen.

Efter talerne var der musikalsk underholdning ved Chris Poole og Kasper Søeborg Duo, hvorefter arrangementet rundede af med netværkssnak blandt de fremmødte.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...