Gitte Sass runder et skarpt hjørne

Fødselsdag: Gitte Sass mindes dengang hun begyndte sin karriere hos Synoptik, der havde til huse i nabobutikken i Ramsherred 19A, hvor der i dag sælges smørrebrød.

- Dengang var vi syv optikere, der sad ved et langt bord i den lille butik og sleb i hånden. Vores klimanlæg var en balje med koldt vand. Vi smed simpelthen træskoene og stak fødderne ned i vandet. Ja det var en tid, hvor vi gik i træsko og havde kitler på. Det er sjovt at tænke på, smiler Gitte Sass.

Optikere drak øl i arbejdstiden

Det mærkværdige og morsomme stopper ikke her. - Blikkenslageren, der boede overfor butikken, kom indimellem med en pose øl. Så drak vi hver en øl i arbejdstiden og vores cigaretter lå på en lille metalkant på vores arbejdsbord. Det er virkelig forfærdelig at tænke på, fortsætter Gitte Sass.

I de 27 år hun har haft egen butik har personalet aldrig fået en fyraftensøl, men hvis der skulle fejres noget, er det et glas vin.

Gitte Sass var i sine unge år ellers fast besluttet på, at hun skulle være sygeplejerske, og blev også optaget. Men da hun fandt ud af, at der kun var kvinder i faget, trak hun sig og blev i stedet optometrist.

Første kvinde med egen optikerbutik

For 27 år siden åbnede fødselaren sammen med sin daværende og nu afdøde mand Tom Sass optikerbutik i Ramsherred. Det var epokegørende i byen, at en kvinde åbnede den type butik.

Lønnen var små kartofler

Gitte Sass er vokset op som den yngste blandt to søstre i en spartansk familie på Stengården ved Ganges Bro. Begge forældre arbejdede og dyrkede kartofler.

-Vi var med til at grave kartofler op, og jeg fik som den yngste alle de små kartofler. Det var min løn. Bagefter tog jeg rundt i byen og solgte et greb kartofler for 25 øre, smiler Gitte Sass.

Gitte har sammen med Tom Sass børnene Rikke, 42 år, der er medejer af en Poul Stig brillebutik i København, og Rasmus på 40 år, der er analytiker i Danske Bank. Hun har netop fået den store glæde, at blive mormor til lille Edith og til oktober kan hun se frem til titlen som farmor, når Gustav bliver født.

Tillige er Gitte Sass beriget med to bonusbørn, som også altid har betydet meget for hende. Det tætte bånd har givet gevinst i form af bonus-børnebørn, som hun i mange år har rejst sammen med til Malaga.

At rejse er at leve

Selvom der altid har været meget at lave som selvstændig har fødselaren altid gjort plads til rejser. Det har vigtigt, at komme ud at opleve noget andet og koble af.

Flere forskellige destinationer er besøgt, men der er en særlig favorit: – Sydafrika er så skønt. Naturen giver en fantastisk ro og fred, fortæller Gitte Sass, der ikke vælger museer som det første, men meget hellere vil mærke atmosfæren i de besøgte byer. Hun nyder at sidde på café og hente inspiration.

Mindre arbejde mere fritid

Gitte Sass arbejder på at drosle noget mere ned i butikken og nyde sit sommerhus i Karrebæksminde. Gå ture med barnevogn - så kommer rejserne bagefter.

-Jeg er begyndt i de kolde måneder i Danmark, at rejse til Thailand, fordi jeg elsker varmen. Men skiferier holder jeg også af. Det er fysikken bare ikke rigtig til mere. Hvem ved - måske bliver jeg inviteret med som barnepige, smiler hun.

Når der bliver mere tid skal der være fokus på motion og teaterbesøg. – Dem der kender mig, ved at jeg helst skal sidde på de forreste rækker til en forestilling, for jeg skal kunne se de spytter. Jeg vil være tæt på det de siger og se deres udtryk, forklarer Gitte Sass, der stadig er fuld af vigør, og er dybt taknemmelig for alt det, hun har oplevet indtil nu.

Hun er med i Zonta Næstved for kvinder, og har været med fra begyndelsen for 26 år siden. I Rotary i Næstved var hun med til at gøre oprør. De havde ikke kvinder med i klubben. Men Gitte Sass var den anden kvinde, der blev optaget for 25 år siden.

Gårdfest 16. juni

Gitte Sass ser frem til sin fødselsdagsfest svarende til den, hun holdt for 10 år siden. Nemlig en fest i gården.

Corona var skyld i, at hun hverken kunne markere sine 50 år som optiker og 25 år som selvstændig, så nu skal der være fest. Derfor er venner, familie og samarbejdspartnere velkommen til en gårdfest i Ramsherred 19 på dagen 16. juni kl. 13.30-18 med musik, grillpølse og drikkelse.

Foto: Dorte Rye Silbo
Foto: Dorte Rye Silbo

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...