Stod det til Mikkel Frey Damgaard, behøvede han aldrig mere tage en hvid skjorte på. Manden, der i mange år kom ud af skærmen i bedste Deadline-sendetid og blev nomineret til Cavlingprisen, har skiftet jakkesættet ud med det vejrbidte fiskerlook og er flyttet til Møn. Nu er han aktuel på Præstø Litteraturfestival, hvor han fortæller om sine to bøger “Sørgekåben” og den seneste “Fiskejournal - en begynders bekendelser” og om rejsen fra feteret studievært til forfatter og lystfisker på Møn.
- Jeg har aldrig i min grundform været nyhedsjournalist. Det var med en underlig skepsis, at jeg egentlig landede på Deadline og i nyhedsuniverset. Det der med at skulle tage et emne, som for eksempel en afstemning om forsvarsforbeholdet meget, meget alvorligt. For så næste dag at tage et andet emne meget, meget alvorligt. Der var der et eller andet teater over, som jeg ikke kunne lide. En påtagethed og en forvridning af hvordan det er at være i verden, hvis alting er lige alvorligt, og alting har skurke og helte. Det bliver meget fladt til sidst, siger Mikkel Frey Damgaard, der også fik nok af mediebranchens indervægge.
- Det er jo enormt hierarkisk opbygget, hvor nogen er værter og er helt oppe i toppen, mens andre er praktikanter allerlængst nede i hierarkiet. Det var jeg simpelthen ved at brække mig over. For den der inddeling af individer er ikke sund, og det har man jo også set i forhold til alt det, som er kommet frem under MeToo, siger Mikkel Frey Damgaard.
Han forsøgte i mange år at skabe sig selv en identitet som journalist og vært. En form for livs-knage, han kan hænge sig selv op på:
- Jeg havde hele mit liv fået at vide, at jeg var forkert. Jeg kunne ikke finde ud af at gå i skole, lavede aldrig lektier men i stedet en masse ballade. Og jeg drak for meget som ung. Så journalistikken og værtsrollen blev jo et sted, hvor jeg ville hente en identitet og en masse anerkendelse. Men det virkede bare ikke for mig. Det kunne ikke udfylde det rum, som stod tomt inde i mig, siger han.
Vrangsiden ud
I 2016 finder Mikkel Frey Damgaard ud af, at han er nødt til at prøve få ryddet op i det tomrum, han har indeni. Svarene skal findes i faderens selvmord og de tråde, det har vævet ind i hans opvækst og voksenliv. Indfiltrede tråde, der i mange år har gjort, at han har været bange for, om han mon også ville tage livet af sig:
- Min fars selvmord var sådan en mystisk størrelse, som ingen rigtig talte om, så i mange år vidste jeg ikke, hvad der var sket, udover at han tog sit eget liv, da jeg var otte år gammel. Og det traume flyttede jo ind i mig og udmøntede sig i, at der var ting, jeg blev enormt bange for. At jeg for eksempel også skulle tage mit eget liv ligesom min far. Og det skulle behandles, og det gjorde jeg i min bog “Sørgekåben”, siger Mikkel Frey Damgaard.
I arbejdet med få vendt sørgekåben og familiens historie på vrangen, går han i intens terapi for at få redt den sammenfiltrede kage af barndomsminder ud. Han får det bedre, og rejser rundt i landet og fortæller om sin bog. En dag skal han holde foredrag på en tegnestue i Nordhavnen i København. På vej ind får han øje på en fisker, som står nede ved havnen og hiver sin line op af vandet med tre sild på, som han lader falde til asfalten, så de ligger og spræller.
- Det gjorde mig fuldstændig målløs. Det hev mig tilbage til, at jeg faktisk havde fisket som barn. Jeg kunne pludselig huske, at jeg havde været fanget af blinkene. Krogene. Knuderne. Kunne pludselig huske, hvordan det var at sidde med det der materiale, og hvordan jeg havde ligget i min seng og tænkt på, om jeg mon fangede en stor fisk i morgen, når jeg skulle på tur enten med min far eller bedstefar, siger han.
Ud og fiske
Mikkel Frey Damgaard holder sit foredrag, men hans tanker kredser om fiskene ude på havnen. Han cykler hjem i den mørke novemberaften og får pludselig øje på lyskæret fra en lystfiskerbutik. Han står af cyklen og går ind:
- Jeg køber for 500 kroner en stang, to blink og nogle blæksprutter. Da jeg kom ud, var det som om, at folk pludselig smilede til mig. Som om at de, i den her vanvittige verden, vi lever i, kunne se, at i den fiskestang lå der noget godt, siger han.
Den aften begynder Mikkel Frey Damgaards livtag med fiskeriet.
- Jeg tror, at der pludselig blev lukket en dør op ind til noget barndom. En anden adgang til en måde at være i verden på. Efter at have været igennem et stor intellektuelt og terapeutisk arbejde med “Sørgekåben”, hvor jeg jo forholder mig til tingene med mit hoved, men ikke med mine sanser, kunne jeg pludselig sanse ting gennem det at fiske, fortæller Mikkel Frey Damgaard.
Den nye knage
Fiskeriet begynder at fylde mere og mere for Mikkel Frey Damgaard. Så meget at det på en måde bliver den nye knage, som han forsøger at hænge sin identitet op på. Det ender i en ny form for jagt på anerkendelse:
- Jeg så fiskefilm om natten, læste alt hvad jeg overhovedet kunne komme i nærheden af og fiskede hele tiden. Jeg opdagede, at der også er et hierarki blandt fisk i forhold til, hvad der er nemt at fange. Alle kan for eksempel fange en hornfisk, hvorimod den helt store præmie er en havørred. Så jeg prøvede og prøvede at fange en havørred. Jeg fiskede hver dag i fire måneder, men jeg kunne ikke komme i nærheden af den, siger Mikkel Frey Damgaard. Drømmen om at få en havørred på krogen udvikler sig til en besættelse:
- Det kom til at stå som noget magisk oppe i mit hoved at fange den havørred. Jeg drømte om havørreder. Jeg skrev digte om havørreder. Jeg tog til et hav af foredrag om den havørred. Men jeg kunne bare ikke få den på krogen, siger han.
Mikkel Frey Damgaards stræben efter at få en havørred på krogen, får nogle venner til at invitere ham med til Møn. Til et meget hemmeligt fiskested hvor man angiveligt skulle kunne fange den eftertragtede fisk:
- Vi kommer ud til det sted, hvor vi skal fiske. Timerne går. Der sker ikke rigtig noget. Pludselig flagrer der en stor sort sommerfugl forbi mit øre. Og så sker det. En havørred hugger. Den springer op af vandet, og jeg bliver helt chokeret, men får den trukket ind og op på land. Så går vi op et sted på nordkysten og smørsteger min havørred og spiser den med det samme, siger Mikkel Frey Damgaard og beretter, hvordan det øjeblik blev livsforandrende for ham:
- Jeg blev rolig. Ikke fordi det var lykkedes, men fordi jeg kunne mærke en adgang til en rolig glæde, som jeg ikke havde oplevet før i min konstante jagt og puslespilslæggende tilgang til at forstå alting. Jeg var pludselig helt lykkelig. Og stille. Jeg sagde ikke ret meget resten af den dag.
Miraklet og manien
Havørreden som sprang op af vandet til Mikkel Frey Damgaard den dag, blev også det, der igen og igen fik ham til at vende tilbage til Møn.
- Der skete en forbindelse mellem stedet, alt det jeg havde været igennem og så den fisk, jeg fangede. Det smeltede sammen, og det betød at jeg begyndte at komme rigtig meget på det sted på Møn.
Møn suger Mikkel Frey Damgaard helt ind. Så meget at han begynder at dyrke sit fiskested på øen lige så meget, som han først havde dyrket selve det at fiske. Han køber et liggeunderlag og en sovepose og begynder at overnatte ved sit fiskested. Han taler ikke med nogen i den periode. Han fanger enormt mange havørreder, men følelsen, som han fik, da han fangede den første, udebliver:
- Der kom nogle sprækker i mit sind. Jeg fik en underlig stille fornemmelse af: Hvad nu? Hvad skal der egentlig ske nu? For det var jo ikke helt så særligt bare at blive ved med at fange ørreder, siger han.
Vanviddet
En sommeraften vil han ud og fiske, og der laver han et par fejl, som gør, at en stor ørred slipper af krogen. Han kan ikke slippe tabet af fisken, så han tager ud midt om natten for få ørreden i nettet.
- Og der oplever jeg noget, som ikke er godt. For pludselig handlede det ikke om at fiske for at blive glad. Dér fiskede jeg for at opnå et eller andet helt bestemt, som hvis jeg ikke opnåede det, ville gøre mig til et ulykkeligt menneske, siger Mikkel Frey Damgaard.
Han tager op til en stor å i Sverige lige efter, at han har tabt den store ørred på sit sted på Møn. Og her falder han ned i en mental afgrund. Med hans egne ord bliver han faktisk vanvittigt:
- Jeg forsvinder. Jeg spiser ikke og drikker ikke. Jeg sover ude i naturen, hvor jeg ser og hører syner. Jeg fanger en kæmpe stor og meget uhyggelig gedde, som jeg får nogle frygtelige mareridt om, siger Mikkel Frey Damgaard, der på en eller anden måde får hanket op i sig selv og kørt bilen tilbage til Danmark.
- Jeg kører hjem fra Sverige og er helt desillusioneret. Ved slet ikke hvordan jeg skal komme i gang med at fiske igen. Jeg kører ned til Møn - ud til skoven ved Nordfeldt. Og der møder jeg en faun. Et lille væsen som er blevet forvokset og er blevet helt deform. Den har sin fløjte, men spiller ikke på den. Den vil bare have svar. Og hvis man ikke kan svare, bliver man ødelagt, siger Mikkel Frey, der godt ved, at faunen symboliserede noget i ham selv:
- Faunen er jo selvfølgelig en refleksion af min egen angst for at være det der deforme monster. Jeg fik gennemlevet en psykotisk tilstand, som den min far var i. Jeg tror, jeg havde brug for at komme hen til det og få givet det plads, så det ikke var underligt, fjernt og mørkt.
Livet er andet end jagt
I månederne efter mødet med den deforme faun fisker Mikkel Frey Damgaard ikke ret meget. Han når til en erkendelse af, at han ikke kan fiske på den måde, og at han må finde ud af, hvad han skal stille op med sit liv. Og så finder han Katrine, som han egentlig har kendt i flere år.
- Vores forhold udvikler sig til en stor kærlighed. Katrine fungerede på nogle helt andre niveauer, end jeg gjorde, og hun var optaget af nogle andre ting. Det fik mig til at se, at hun måske havde fat i noget i sin tilgang til livet. Måske kunne lykken være noget andet end en konstant jagt på anerkendelse, status eller havørreder.
Og det blev den. For Mikkel og Katrine begynder at tage sammen til Møn. Uden fiskestang. Her møder han for første gang Ole Eskling:
- Ole blev min redningsmand, fordi han gav mig adgang til Møns magiske verden på en ikke-skræmmende måde. Han lærte mig, at der i mørket godt kan findes noget smukt og fint. Han fortalte mig myten om Klintekongen og den fortryllede have ingen kan finde. Som man ikke kan lede efter, men kun opleve tilfældigt. Han forærede mig et kompendium om myterne fra Møns Klint, som jeg kunne relatere en masse af det, jeg selv havde tumlet med til, siger Mikkel Frey Damgaard.
At mestre livet
Kærligheden til Katrine vokser og langsomt falder tingene lidt på plads i Mikkel Frey Damgaard. Han begynder at fiske lidt igen, men denne gang på en mere afbalanceret måde, og han sammenfatter sine erfaringer og sin rejse ind i sig selv gennem fiskeriet i en bog, som kommer til at hedde “Fiskejournal - en begynders bekendelser”. Og han får andet at tænke på, for Katrine bliver gravid.
- På et tidspunkt var det enormt vigtigt at lære at mestre noget. At lære at mestre det at fiske, som jeg intet anede om, da jeg startede. Men i virkeligheden handlede det jo om at lære at mestre sine egne følelser. Det føler jeg i nogen grad, at jeg har lært nu. I hvert fald nok til, at jeg tør at blive far. Det havde jeg jo aldrig troet, jeg skulle være. For jeg har været så bange for mig selv og de spor min far har efterladt, at det altid har været helt udelukket, samtidig med at det også har været en stor drøm at blive far. Det er, uden sammenligning, det største der kommer til at ske i mit liv, siger han.
Mikkel Frey Damgaard kan opleves på Præstø Litteraturfestival, hvor han fortæller om sine bøger, og samtidig også skal være moderator. Han tager nok en hvid skjorte på den dag, men det viltre fiskerhår bliver ikke trimmet. For det er den, han er nu. Forfatter, fisker og lige om lidt far på fuldtid på Møn.
Fakta:
Mikkel Frey Damgaard er født i 1978 og vokset op i København. Han mister sin far, som otte-årig, hvilket betød at familien flyttede til Herlev og senere til Aarhus.
Uddannet journalist i 2007 og har efterfølgende læst kunsthistorie.
Har arbejdet på forskellige redaktioner i København. Har i mange år arbejdet med undersøgende journalistik.
Ansat som undersøgende journalist på Deadline i DR i 2011 og blev også vært på Deadline frem til 2013.
2013 bliver Mikkel Frey Damgaard vært DR2 dagen.
I 2016 forlader han nyhedsjournalistikken og begynder at lave andre ting, bl.a. en podcast til DR’s P1 om selvmord og eksperimenterer med anderledes TV-formater i DR regi.
2019 udgiver han sørgekåben om hans kamp med faderens selvmord.
I 2022 udkommer hans anden bog “Fiskejournal - En begynders bekendelser”.
