Lokal supereuropæer håber på et ja

Yndlingsrejsemålet er Frankrig, det politiske idol hedder Uffe Ellemann-Jensen, og selv har han boet i Bruxelles og været ansat på forskellige poster i Europa-Parlamentet i 23 år. Der findes på disse lokale breddegrader næppe en mere glødende EU-tilhænger end Bo Manderup fra Præstø, der indtil for nylig sad i byrådet i Vordingborg Kommune for Venstre. Bo Manderup har for længst brevstemt om afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Det blev et “meget og klart ja”.

- Vi stemmer i virkeligheden om at få mere indflydelse, end vi har nu, siger Bo Manderup.

Sporene skræmmer dog, når man som Bo Manderup hylder det europæiske samarbejde. I 2000 stemte danskerne eksempelvis nej til euroen, i 2015 sagde vi nej til at afskaffet retsforbeholdet.

- Jeg frygter, at det også bliver et nej denne gang, men jeg håber og tror på et ja. Krigen i Ukraine kan få danskerne til at stemme ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, vurderer Bo Manderup.

Han har svært ved at forstå danskernes EU-skepsis ved tidligere afstemninger.

- Når jeg er ude til møder om EU, siger jeg hver gang til folk i salen: Jeg vil gerne have, at I nævner mig et eksempel på noget i EU, som er dårligt for Danmark, siger Bo Manderup og tilføjer:

- Så bliver der helt stille.

Hvad med bureaukratiet?

- Det er et skræmmeeksempel, som altid bliver nævnt af modstandere. Der er cirka lige så mange ansatte i Københavns Kommune, som der er i hele EU-systemet.

- Jeg benægter ikke, at der er regler, som er svære at administrere, men jeg har aldrig mødt mennesker, der arbejder mere effektivt.

Undervejs i debatten op til afstemningen er nej-partierne ikke overbeviste om, at lille Danmark tør nedlægge veto i et kommende forsvarssamarbejde, hvis store allierede såsom Tyskland og Frankrig lægger pres på for det modsatte.

- Det tror jeg ikke bliver noget problem. Selvom Danmark siger nej, kan de andre lande gå videre i et samarbejde, som i EU-traktaten kaldes for et forstærket samarbejde. Det så vi jo med euroen. Toget kørte jo bare videre uden os, siger Bo Manderup.

Bor i Præstø

Har haft en lang karriere i Bruxelles, hvor han har båret titler som direktør, generaldirektør, kabinetschef for EU-Parlamentets formand og chefrådgiver for EU-kommissionens tidligere formand, José Manuel Barroso.

Har i dag sit eget firma, EU Consult International, som er et rådgivningsfirma med speciale i EU-forhold og den politiske beslutningsproces.

Medlem af Venstre

Foto: J.C. Borre Larsen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...