Man kunne mærke på lang afstand, at der var noget stort under opsejling på Rising-scenen klokken 23 onsdag aften, hvor det var tid til sidste opvarmningsband inden onsdagens åbning af festivalpladsen.
Det var sådan set bar at følge den massive strøm af mennesker, der trak hen mod den pyramideformede scene for at høre Blæst.
Fornemmelsen af noget stort havde sådan set bygget sig op over noget tid, for Blæst har i forvejen skabt fest i campingområdet med deres seneste hit, »Juice«.
Det blev en stor popfest fra de første struttende dansable toner. Publikum var i den grad med Blæst, og bandet havde tydeligvis en fest over at stå på scenen foran den store menneskemængde.
Som guitarist Anders Bondo bemærkede var det lidt syret at stå der, når man for tre år siden havde spillet melodigrandprix på et gymnasium.
Blæst blev noget nær den perfekte afslutning på Roskilde Festivals opvarmningsdage og kunne ligne et band, der snart træder ind på en af festivalens større scener - der kunne de snildt have gjort fyldest i år.