Se stort galleri: Kultur & Festdage gjorde et bomstærkt comeback

Vejret var overvejende venligt efter en rå start på juni, så Kultur & Festdage blev en god start på de tilbagelænede uger, hvor der er tid og plads til at slå sig ned og måske tegne lidt udenfor stregerne.

Rekordmange cykelbørn

Det landsdækkende initiativ BørneTour havde aldrig set SÅ mange børn SÅ klar til at træde i pedalerne som opvarmning til Tour De Frances danmarksbesøg – og til Kultur & Festdage blev BørneTouren torsdag eftermiddag det perfekte startskud.

Alle ungerne havde taget deres familier med, kæden blev holdt stram, og der var sved på panden og røde kinder over målstregen, som lå ved Jägers Skatepark. Kort og godt: Kampgejst og cykelglæde til den store guldmedalje – og sådan én var der naturligvis til alle seje deltagere.

Torsdagen bød også på velbesøgt Big Band koncert og en rigtig Kultur & Festdage-klassiker, nemlig den altid vellydende og overordentligt charmerende rådhuskoncert med Gentofte Gospel Choir.

Disco og klarinet

Fredagen bød bl.a. på Silent Disco ved Hovedbiblioteket, hvor både børn og voksne greb hovedtelefonerne og dansede på græsset – et par piger også på det hylende blå tæppe i Tranen, som lige har åbnet en ny udstilling med maleri af Kinga Bartis.

I Byens Hus var der – som stort set altid faktisk – åbent hus, og de foreninger og tilbud, du allerede kan finde i Kulturhuset, bød velkommen: Teater Globens skarpe unge teatertalenter lavede pop-up teater på Byens Scene, Frivilligcentret bød på quiz og is i gården, og tonerne fra fredagsjazzen fra Gentofte Jazzklub kunne følges hele vejen op gennem det lidt labyrintiske hus, hvor man kunne gå med på rundvisninger.

Og der er meget i gang og et stykke vej igen. De nye håndarbejdsværksteder med fællesnavnet ’Håndværkeriet’ er kommet i gang – og både gruppen bag Gentofte Posen og foreningen Sokkelund Quilterne fortalte om huset og hvordan man bliver en del af fællesskabet.

For vil man noget – flere så frem til det kommende keramikværksted – så må man selv troppe op: I Kulturhuset i Byens Hus er der masser af plads, men ganske få medarbejdere, så det skal drives på fællesskabets virkelyst. Husets unge havde skabt en udstilling over vægge og døre i trappeløbet – den er et genbesøg værd med nye vinkler på, hvad der er vigtigt.

På Hovedbiblioteket spillede orkestret Afenginn koncert til kuldegys. Sjældent har en så klar klarinet ramt dit folkebibliotek, og publikum fik en virkelig vellydende oplevelse fra et band, der er et nyt bekendtskab værd.

Rita, mit hjerte!

Lørdag truede himlen mørk, men sommeren vandt igen og gav de mange familier i Øregårdsparken en fantastisk Familiefestival med børneløb, gymnastikshow, vores allesammens Sigurd og hvad der føles som milliarder af sjove aktiviteter.

Gentoftegade blomstrede: Her var butikker og borde helt ude i gaden, og det myldrede med god gedigen gadehygge. Der var smagsprøver, krea-aktiviteter med Bloom Institute, Looney Tunes i Kino og lokalt fællesskab på den måde, der virkelig giver mening.

Fra scenen var der koncert med bl.a. Der Var Engang, der i fin harmoni besang barndomsminder og hyldede de skrabede knæ. Oppe ad gaden inviterede Gentofte Kirke på Sommerbazar – her imponerede kagekonkurrencen, som blev bedømt på topniveau af Eric Vilgaard, kokken fra den dobbelt-stjernede Michelin-restaurant Jordnær.

I Vangede var det næsten som om Kim Larsen var genopstået, da kopi-bandet Gasbox gav koncert: Rita, mit hjerte! Banker kun for dig. Man skulle være lavet af sten, hvis man ikke sang med på alle de sange, man har kendt i årtier.

Senere på eftermiddagen var det Hardinger Band, der lavede fest med Shu-bi-dua-numre.

I Pavillionen ved Charlottenlund Station fik Brandts Have og Forstbotanisk Have endelig papir på deres betydningsfuldhed, da de blev udnævnt til Betydningsfulde Haver af Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. En kæmpe lagkage markerede også, at Charlottenlund Skov i år runder hele 400 år, og douen A Tall Bag of Bones satte stemning i den grønne oase.

Torden og teater

Søndagen havde tungere skyer, men de modigste trodsede udsigten og fik både formiddagsyoga, orkidéoplevelser og teater for børn.

Og søndag eftermiddag kom regnen så – bedst som CameliOrquestra var klar til luftbåren akrobatik ved Dyssegårdkirken. Justering måtte til, og forestillingen blev i stedet en hyggelig seance indendørs.

Kultur & Festdages comeback klingede af med klassisk koncert i Messiaskirken søndag aften, og nu står sommeren officielt for døren.

jbl

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...