Mere end 56.000 danske børn lever i familier, hvor hverdagens afsavn er store. Når sommerferien nærmer sig, og der ikke er udsigt til andet end seks blanke uger i kalenderen, bliver familiens mangler endnu tydeligere.
Stigende priser presser
De stigende priser på hverdagens fornødenheder presser de i forvejen hårdt prøvede børnefamilier, og derfor forventer Mødrehjælpen, at behovet for feriehjælpen er endnu større i år.
- Vi oplever i høj grad, at de familier, som vi er i kontakt med, har endnu større økonomiske problemer end tidligere på grund af de stigende priser på dagligvarer, el og varme. Der er simpelthen ikke flere steder, familierne kan spare. Det kommer i sidste ende til at gå ud over børnene, der ikke kan holde en sommerferie som deres kammerater. Vi frygter, at det for mange kan blive en rigtig hård sommerferie i år,” siger Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen.
Mangler frivillige
Mødrehjælpens lokalforeninger tilbyder i år historisk mange gratis udflugter, endagsaktiviteter og sommerlejre i løbet af sommerferien.
Aktiviteterne fokuserer på at give børn og forældre fælles oplevelser og dejlige sommerferieminder.
I Næstved arrangerer Mødrehjælpen blandt andet ture til Skovtårnet, Sommerland Sjælland og BonBon-land.
Men det kniber med at få nok frivillige hænder til at afholde aktiviteterne, fortæller Hanne Schollert, som er lokalforeningsformand for Mødrehjælpen i Næstved.
- Vi mangler især frivillige til sommerferieaktiviteter, så børnene kan fortælle om deres oplevelser når de kommer i skole igen, ligesom deres kammerater, siger Hanne Schollert.
Hun håber derfor på, at flere vil melde sig som frivillige i Mødrehjælpens lokalforening ved at kontakte hende på naestved.lf@moedrehjaelpen.dk.
manp
Mødrehjælpens Feriehjælp består af et økonomisk tilskud på 350 kr. per barn i familien, der er under 18 år og et tilbud om gratis sommerferieoplevelser i deres mange lokalforeninger landet over.
Se de mange tilbud om sommerferieaktiviteter og hvordan du søger på mødrehjælpens hjemmeside.
Ansøgningen til årets Feriehjælp åbner tirsdag d. 10. maj 2022 kl. 10.00
Ansøgningen lukker tirsdag d. 7. juni kl. 10.00