Greves havefest er tilbage

Greve: Greve Sommerfestival bliver afholdt i haven ved Greve Borgerhus, Greveager 9, lørdag d. 21. maj kl. 11-17. Mad, musik og fritidsaktiviteter kommer til at fylde i haven, når der igen bliver afholdt Sommerfestival efter to års aflysninger.

Greve Kultur-Base, FrivilligCenter Greve og Idræts- og Fritidssekretariatet glæder sig til igen at vise nogle af alle de dejlige tilbud, Greve har at byde på.

De to scener i hver sin ende af haven vil klinge dagen lang, af tonerne fra musikskolens orkestre, kor, bands og ensembler. Ligeledes vil der være flere indslag fra en række af kommunens fritids-musikforeninger. Genrerne vil være for enhver smag fra rock og country til klassisk strygermusik og børnekor.

Som de andre år, vil det være muligt at få tilfredsstillet smagsløgene i løbet af dagen, da der igen deltager en række spændende lokale forretninger. Uanset dine gastronomiske præferencer vurderer arrangørerne, at der vil være noget for dig.

- Greve Sommerfestival er en virkelig god mulighed for både borgere og foreninger til at blive klogere på hinanden, siger Nicoline Alletorp, leder af FrivilligCenter Greve.

- Vi har før set sød musik opstå mellem de forskellige deltagende idrætsforeninger, hvilket har resulteret i bedre samarbejde og gode relationer foreningerne imellem, supplerer Morten Wagner Reynhard, leder af Idræts- og Fritidssekretariatet.

Alle de deltagende foreninger har aktiviteter af forskellig art, hvilket er med til at give dagen sit liv.

- Ønsket med Greve Sommerfestival er en præsentation af alle de gode muligheder, vi har i kommunen med en aktivitet, der giver anledning til grin og snak, men også en dag, der skal være dejlig, og hvor borgere i alle aldre har lyst til at komme forbi, bare for at hygge sig, siger Mette Schneefeldt, leder af Greve Kultur-Base.

- Om det er for at få lidt mad og høre musik, eller om det er fordi man håber på at få en god snak med sin yndlingspolitiker, eller høre om mulighederne for at gå til fritidsaktiviteter i kommunen, så er der noget for alle. Kom endelig forbi, siger de tre arrangører og istemmer:

- Det er blevet en rigtig dejlig folkefest, hvor det er muligt at tage afsted med venner og familie, uanset alder.

Sommerfestivalen åbnes kl. 11 af borgmester Pernille Beckmann, hvorefter duften af mad og lyden af musik tager over på en dejlig dag for alle i Greve Kommune.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...