Herretøjsforretningen Dissing i VestsjællandsCentret har fået ny indehaver. Pr. 1. maj har Thomas Eilersen solgt forretningen til Mikael Stollenwerk Bruhn, som også driver to andre Dissing-forretninger, i henholdsvis Næstved Storcenter og på hovedgaden i Nykøbing Falster.
Købet af Slagelse-forretningen omfatter udelukkende virksomheden i stueplan. Thomas Eilersen er fortsat manden bag afdelingen med arbejdstøj, som har til huse i kælderetagen under forretningen.
- Jeg er helt klart gift med arbejdstøjet og brænder for det. Og Mikael ville gerne ha’ flere butikker, konstaterer Thomas Eilersen.
Begge ved, hvad de går ind til i det ny samarbejde: - Hvor længe har vi kendt hinanden? Vel omkring 26 år, når de to energiske forretningsfolk frem til.
- I bund og grund bliver det på alle områder en opgradering. Butikken her i byen får tilført nogle fede mærker, som Mikael har adgang til, og kunderne i butikkerne i Nykøbing og Næstved får mulighed for at købe arbejdstøj fra forretningen i Slagelse, konstaterer Thomas Eilersen, som understreger at kunderne fortsat kan handle på samme betingelser i Slagelse-forretningen
- Selv om Mikael er oppe i butikken, kommer der ikke til at ske ændringer på det felt, og kunderne kan handle på samme vilkår, som de altid har gjort.
Mindet om Michael Dissing
I det hele taget ser begge store muligheder for en god synergi mellem forretningerne. Og lægger i øvrigt ikke skjul på at der i handelen også indgår både minder, dybe følelser og DNA relateret til Michael Dissing, som begge har arbejdet tæt sammen med indenfor branchen lokalt, men som brat blev revet bort i 2011.
Begge har den dybeste respekt for mindet om den driftige unge forretningsmand, der både var en dygtig forretningspartner og en nær og ven, som åbnede Dissing i Slagelse i ’97.
Artiklen fortsætter efter billedet...
- I bund og grund skal butikken bibeholdes i byen. Det skal bare køre videre, fastslår Mikael Bruhn, der for snart 18 år siden åbnede butikken i Næstved med Michael Dissing som partner.
- Efter Michaels død købte jeg den anden halvpart, og Thomas tog over her, fortæller Mikael, som tidligere har boet i Slagelse, men nu er bosat i Næstved.
Nye mærker på vej
- Der vil selvfølgelig ske nogle ændringer i forretningen i Slagelse. Der kommer nogle nye mærker til, som jeg har i Næstved og Nykøbing, men ellers kommer butikken til at køre på samme måde som jeg kørte butikken sammen med Michael, fastslår Mikael, der får sin gang i forretningen i Slagelse, men ikke på daglig basis.
- Jeg har rigtig meget at se til i Næstved, men jeg kommer her selvfølgelig en gang imellem.
Reception lørdag
Blandt andet lørdag d. 21. maj kl. 10-13. Her holdes reception i forretningen, hvor der er mulighed for at hilse på både Mikael Stollenwerk Bruhn og Thomas Eilersen.
