Legendarisk landsbyværtshus fejrer forsinket fødselsdag

Siden 1970 har huset på hjørnet af Bygaden og Seminarievej lagt lokaler til Hovsa Bodega, der formentlig er velkendt for de fleste, der ser fodbold på Brøndby Stadion. I år er det 52 år siden, at landsbyens populære vandhul slog dørene op i et lille rødt bondehus i de idylliske landsbyomgivelser et godt stykke fra den larmende storby.

For to år siden havde de daværende indehavere planer om at holde en stor fest for at markere det runde jubilæum, men som alle andre værtshuse i landet var Hovsa Bodega i store dele af 2020 og 2021 på grund af risikoen for corona-smitte.

Nu er alle corona-restriktioner imidlertid ophævet, og det betyder, at det kendte værtshus kan tage revanche med et brag af en fest på søndag den 5. juni, hvor jubilæet bliver fejret med musik, øl og god mad i forbindelse med den traditionelle pinsefesten på det legendariske landsbyværtshus i Brøndbyvester.

- Vi lægger ud klokken 11, og så kommer der fadølsanlæg op forskellige steder, og senere får vi besøg af nogle madvogne, så folk ikke sulter, fortæller Oliver Lyng Madsen, der siden februar har været indehaver af Hovsa Bodega.

Masser af musik

Den nye indehaver af værtshuset på Seminarievej 1 i Brøndbyvester glæder sig til søndagens store begivenhed, hvor både fødselsdag og pinsefest bliver slået sammen.

- Vi har lejet nogle telte, så vi får læ til vores to live-bands, der spiller covernumre af John Mogensen og Kim Larsen, og så kommer der også en musikalsk overraskelse lidt senere på aftenen, fortæller Oliver Lyng Madsen.

Som 31-årig synes han, at det er stort, at han kan være med til at fejre bodegaens runde jubilæum, og han lover, at festen kommer til at vare hele natten, som det er tradition i pinsen.

- Folk får julelys i øjnene, når de ser, at de kan være her til klokken fem om morgenen, siger Oliver Lyng Madsen, der selv kommer til at være til stede under hele festen.

Han udelukker dog ikke, at han kommer til at tage en lille pause i løbet af lange dag.

Hvor mange, der kommer til markeringen af Hovsa Bodegas halve århundrede som landsbyværtshus, har indehaveren ikke den fjerneste anelse om. Han håber dog, at lokalsamfundet vil bakke op om den store fest.

Andet end fodbold

Hovsa Bodega har ry for at være et værtshus for nogle af de mest hardcore Brøndby-fans, men Oliver Lyng Madsen understreger, at stedet har plads til alle slags gæster. Der er samtidig stor forskel på, om gæsterne kommer på en almindelig hverdag eller en dag, hvor Brøndby IF spiller hjemme.

Ifølge Oliver Lyng Madsen er Hovsa Bodega et samlingspunkt for borgene i Brøndby i hverdagen.

- Det er lokalsamfundet, der gør Hovsa Bodega hyggelig. De kommer fra den ene og den anden ende af byen og mødes hernede. Det ser jeg som en kæmpe fordel, siger han.

Indehaveren erkender dog, at det er på kampdage, at bodegaen har flest gæster. Derfor forsøger han at snige flere aktiviteter ind på værtshuset de øvrige 330 dage om året.

- Vi skal tage bodegaen til det næste niveau. Vi har en masse tiltag, vi gerne vil prøve af. Det kunne være torsdagsbanko eller billardturneringer. Derudover tænker vi, at vi kan vise kampe i Champions League tirsdag og onsdag, for jeg ved, at der er folk, som gerne vil komme og se en fodboldkamp hernede, fortæller Oliver Lyng Madsen, der primært har fået positive tilkendegivelser om investeringen i den mere end 50 år gamle bodega.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...