Fra august 2022 flytter Lyngby Handelsskole med uddannelserne EUX Business, EUD Business og 10. klasse fra deres nuværende adresse på Lundtoftevej 93 til Hjortehøjsvej 1.
Handelsskolen bliver dermed en del af campusmiljøet på Hjortehøjsvej, hvor Lyngby Gymnasium og Lyngby Handelsgymnasium har haft adresse i 9 år. Efter sommerferien vil knap 1000 elever fra STX, HHX, EUX Business, EUD Business og 10. klasse derfor have deres daglige gang på den fælles campus.
”Vi glæder os til også at huse EUX Business, EUD Business og 10. klasse. På denne måde samler vi alle U/NORDs ungdomsuddannelser i Lyngby på samme område. Det betyder jo også, at gode venner nu ikke skal skilles, fordi en af dem vælger en erhvervsuddannelse, mens den anden vil på gymnasiet – de vil fremover kunne gå i skole det samme sted – bare på hver sin uddannelse”, siger rektor for Lyngby Gymnasium og Lyngby Handelsgymnasium Pernille Bogø Bach i en pressemeddelelse fra U/Nord.
Uddannelseschef Christian Heegaard Helgesen er overbevist om, at den nye konstellation åbner nogle nye muligheder og giver grobund for et både fagligt og socialt stærkt studiemiljø på adressen på Hjortehøjsvej.
”Eleverne er meget begejstrede og glæder sig til, at vi flytter. Vi får vores egen EUX-, EUD- og 10. klasses-afdeling som en del af det store hus. Vi skal fodre fællesskabet, skabe en ny fælles kultur og et stærkt ungdomsmiljø der hvor, det giver mening. Men det er også vigtigt, at vi har fokus på at bevare den kultur, der allerede findes på de to respektive adresser. Det kan vi understøtte ved, at vi får vores egen afdeling på adressen, hvor eleverne møder deres egen faglighed”, siger uddannelseschef Christian Heegaard Helgesen.
Stadig skole på Lundtoftevej
Det er dog ikke helt slut med uddannelsesaktivitet i bygningerne på Lundtoftevej. U/NORD, som Lyngby Handelsskole, Lyngby Handelsgymnasium og Lyngby Gymnasium hører under, vil stadig bruge adressen til at huse skoleperioderne for de elever, som er i lære i en virksomhed, skoleoplæringen som er et tilbud for elever, som ikke har fundet en læreplads endnu og administrativt personale.
