Bölls Galleri åbner for sommerudstilling

Sommerudstillingen i Bölls Galleri byder blandt andet på malerier fra Vejlbyboeren Bente Halsgaard. Foto: Poul Böll

Sommerudstillingen i Bölls Galleri byder blandt andet på malerier fra Vejlbyboeren Bente Halsgaard. Foto: Poul Böll

Der har hængt mange malerier i den renoverede grisestald på Drusebjergvej 9 ved Sandby, siden indehaver Poul Böll første gang åbnede dørene for Bölls Galleri i 2004.

Nu er det igen blevet tid til den årlige sommerudstilling, der bliver åbnet med en fernisering søndag den 22. maj fra klokken 10 til 16. Herefter kan udstillingen besøges efter aftale indtil den 31. august.

Poul Böll ser frem til ferniseringen, som i tidligere år har været yderst velbesøgt.

- Vi plejer at have hele parkeringsarealet fyldt op. Og der kan være mange biler. Jeg tror også, der kommer mange i år, for det er længe siden, der har været noget nu, forudser Poul Böll.

Alsidig kunst

Når Bölls Galleri åbner for årets sommerudstilling, møder galleriet gæster malerier fra tre forskellige kunstnere, der har det til fælles, at de arbejder med akryl, olie og akvarel.

Marina J. Jermic, som kommer fra København, er repræsenteret med et større antal små malerier, der udtrykker sig i blå toner og med motiver fra planternes verden.

Malerierne fra Vejlbyboeren Bente Halsgaards hånd indeholder ligeledes temaer fra naturen, men hun fokuserer blandt andet også på forskellige afbildninger af kvindekroppen.

Den sidste kunstner på udstillingen er Per Johansen fra Lynæs, som har kastet sig ud i både de lyse og mere dunkle farveudtryk, og i at illustrere både natur og mennesker.

Alle tre kunstnere vil være til stede til ferniseringen, hvor de er klar til en god kunstsnak med de besøgende.

Stor interesse

Ud over kunstnerne, står Poul Böll også klar til at tale kunst til ferniseringen. Men også, når der kommer besøg hos galleriet hen over sommeren. For Poul Böll har en interesse i kunst, der opstod for mange årtier siden.

- Jeg har beskæftiget mig med kunst siden 60´erne. Jeg begyndte at male i den tid, og min bror og far malede også, fortæller han.

Poul Böll har også brugt en stor del af sit arbejdsliv i kunstens verden. I 1969 blev han ansat på et galleri i Odense, og i 1973 åbnede han sit eget galleri i Roskilde. Det måtte dog lukke et år senere, da Poul Böll, som havde et fuldtidsarbejde ved siden af, ikke kunne få det til at løbe rundt.

I 1982 blev han til gengæld leder af kunstcenteret på Sct. Hans Hospital , hvor han arbejdede som plejer. Poul Böll valgte at udvide centeret og stod i spidsen for det indtil 2001, hvor han gik på efterløn og begyndte at renovere det gamle landsted ved Sandby, som han har boet på sammen med sin hustru siden sommeren 2000.

Selvom Poul Böll, som er 81 år gammel, stadig dyrker kunsten, er malerpenslen dog blevet lagt på hylden. I hvert fald næsten, for han blev aldrig helt færdig med sit sidste maleri.

- Jeg har udstoppet en mand af gammelt tøj med halm, givet ham en pensel i hånden, og sagt, at nu må han gøre det færdigt, fortæller han med latter i stemmen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...