Virksomheder kan få gratis hjælp til ny bogføringslov

Den nye bogføringslov, som Folketinget vedtog i maj, har ført til en fuld indbakke af spørgsmål hos regnskabsvirksomheden Visma Dinero.

Spørgsmålene giver en indikation af, at der både er forvirring og nervøsitet blandt en del af de 77.000 små erhvervsdrivende, som bruger Dinero. Flere af dem er i tvivl om, hvorvidt den nye bogføringslov påvirker dem og deres virksomhed.

Nu har Visma Dinero lavet et gratis online-univers med artikler og svar på de mest relevante spørgsmål.

– Vi mærker en usikkerhed blandt de små virksomheder, og den usikkerhed har vi været nødt til at reagere på. Derfor har vi skabt et univers, hvor vi på helt almindeligt dansk fortæller, hvad der er vigtigt at vide. Det betyder, at de erhvervsdrivende slipper for selv at skulle på jagt i lovtekster og på diverse styrelsers og ministeriers hjemmesider, siger Martin Buch Thorborg, adm. direktør i Visma Dinero.

Online-universet kan besøges på dinero.dk/ny-bogfoeringslov.

Den nye bogføringslov træder i kraft den 1. juli 2022.

De væsentligste ændringer for virksomhederne er:

Al regnskabsmateriale skal opbevares digitalt.

Virksomheder skal registrere og opbevare registreringer i et digitalt bogføringssystem.

Virksomheder skal bruge et registreret bogføringssystem – gør man ikke det, skal man kunne bevise, at man overholder lovkravene om digital bogføring.

For personligt ejede virksomheder gælder ændringerne ovenfor tidligst fra den 1. januar 2026. Herefter gælder ændringerne, når virksomheden for andet år i træk runder 300.000 kroner i årsomsætning.

For regnskabspligtige selskaber gælder ændringerne tidligst fra den 1. januar 2024 uanset selskabets omsætning.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...