Klokken var lidt i seks om morgenen den 8. maj 1922, da gartnerimedhjælper Jeppe Jepsen så noget mistænkeligt på Annexgårdsvej tæt ved Damhuskroen.
På den øde markvej fik han øje på en taxa, der holdt med lygterne tændt. Jeppe Jepsen cyklede helt tæt på og opdagede til sin skræk, at taxachaufføren ikke tog sig en lur bag rettet efter en lang nat, men derimod var død. Likvideret med tre skud i hovedet fra klods hold.
Mordet på den 27-årige taxavognmand Christian Marius Jensen satte for alvor Rødovre på Danmarkskortet. Den døsige forstadsby var lige pludselig blevet omdrejningspunkt i en bestialsk mordsag, hvor gerningsmand og motiv var ukendt.
Stor interesse
Poul Fjeldgård fortæller i bogen ‘Gamle danske kriminalsager’ lidt om, hvor stor interessen var for ‘Damhusmordet’, som det blev døbt i pressen.
“Historien om drabet på den 27-årige taxavognmand Christian Marius Jensen den 8. maj 1922 er et eksempel på, at tiderne har skiftet, når det drejer sig om offentlighedens interesse for så alvorlige forbrydelser som mord eller drab. Den sag blev der skrevet om i årevis i aviserne – i dag kan vi opleve, at en drabssag bliver henvist til en 1-spaltet artikel på side fire,” skriver han i bogen om ‘Damhusmordet.’
Rygterne svirrede
Politiets undersøgelser viste, at Christian Martinus Jensen var blevet ramt af tre skud alle affyret på tæt hold. Et af projektilerne var gået ind i hjernen og havde dræbt ham på stedet. Politiets teknikere indsamlede flere tekniske spor fra gerningsstedet – heriblandt et cigaretskod, et cerutskod og en bylt med tøj. Denne tøjbylt skulle senere få stor betydning for efterforskningen. Pressen berettede om sagen dagligt i aviserne, men alligevel var det småt med henvendelser til politiet.
“I takt med at politiet måtte neddrosle indsatsen med opklaringen af forbrydelsen, gik det nærmest hen og blev en folkeforlystelse at sidde rundt på byens værtshuse og enten tilstå Damhusmordet eller antyde, at man i hvert fald vidste, hvem der havde gjort det,” skriver Poul Fjeldgård videre i bogen.
Gang i sagen
Selvom interessen for Damhusmordet var enorm, skulle der alligevel gå flere år før der for alvor kom gang i sagen. En mand henvendte sig til politiet i oktober måned 1924 og fortalte, at han havde været sammen med en prostitueret, der af uransagelige årsager fortalte ham, at hun havde været passager i Christian Marius Jensens taxa den 8. maj 1922, og dermed vidste, hvem der havde skudt og dræbt vognmanden.
Kvinden nægtede al kendskab til Damhusmordet, da hun blev anholdt et par dage senere. Sagen var dog genåbnet på ny, og der skulle ikke gå lang tid, før sagen begyndte at rulle igen.
Artiklen fortsætter under billedet...
Den uskyldige sømand
Politiet begyndte at efterforske værtshusmiljøet på Vesterbro, og inden længe blev kvinden Karen Andersen, også kaldet ’Musse Gadedreng’, der havde fortalt at hun vidste hvem morderen var, igen anholdt. Denne gang sammen med en kvinde ved navn Gudrun Olesen, der også arbejdede som prostitueret.
Gudrun Olesen erkendte ligeledes, at hun havde været passager i taxaen den skæbnesvangre nat i maj 1922. Hun nægtede at have begået drabet og forklarede i stedet, at det var en mand der havde affyret skuddene. En mand som hun i øvrigt ikke kendte.
Efterforskningen kørte igen på fuldt blus. Billedet af den tøjbylt, der blev fundet i taxaen på mordnatten, blev trykt på plakater og hængt op i lygtepæle og det resulterede i helt nye oplysninger. En tolder med en utrolig hukommelse henvendte sig til politiet og fortalte, at tøjbylten tilhørte en sømand der opholdte sig i New York. Politiet skaffede et billede af sømanden Svend Aage Matell, som de viste til en af de prostituerede kvinder, der havde indrømmet at have været i taxaen. Hun var ikke i tvivl om, at sømanden Svend Aage Matell var manden der havde skudt taxachauffør Christian Marius Jensen.
Anholdt i New York
Svend Aage Matell blev anholdt i New York og sejlet til København, hvor han fra havnekajen blev kørt direkte til retten. Her erkendte han, at tøjet var hans, men at han ikke havde nogen idé om, hvordan det var havnet i hyrevognen.
Han havde været i København en uge før drabet i maj 1922 og han kunne ikke udelukke, at han havde glemt sin tøjbylt hos en af de to prostituerede.
På trods at den ærlige beretning fra Svend Aage Matell, sad han unægtelig i saksen og stod faktisk til at blive dømt for mordet.
“Ved et rent held undgik sømanden at blive dømt for en forbrydelse, han ikke havde begået. Det var to breve der reddede ham,” skriver Poul Fjeldgård i bogen ‘Gamle danske kriminalsager’.
Svend Aage Matells tante fra Frederikshavn havde i flere breve til sine børn skrevet, at sømanden havde været på besøg hele ugen og været til middag i Frederikshavn på drabsnatten i 1922.
Svend Aage Matell blev dermed løsladt i 1925 og renset for al mistanke.
Tilstod i fuldskab
Hvor mistanken nu ikke længere klæbede sig til sømanden Svend Aage Matell, kunne de to prostituerede kvinder Karen Andersen og Gudrun Olesen ikke sige sig fri. De var begge under mistanke, og i den videre efterforskning dukkede der nu et nyt navn op; Mouritz Andersen. Han havde gennem længere tid været kæreste med Karen Andersen, og han færdedes i det samme miljø omkring Vesterbro. Da politiet ville tage en sludder med Mouritz Andersen omkring Damhusmordet, tilstod han drabet i fuldskab. Dagen efter trak han dog tilståelsen tilbage.
I løbet af det næste år brugte Mouritz Andersen, Karen Andersen og Gudrun Olesen meget tid på at beskylde hinanden for mordet. Det blev aldrig helt præcist klarlagt, hvem der affyrede de dræbende skud, men politiet havde nu nok belastende materiale mod de tre, til at man kunne føre retssag mod dem. Den 3. marts 1926 blev Mourtz Andersen dømt 16-års tugthusarbejde og Karen Andersen modtog 10 års togthusarbejde, mens den sidste kvinde, Gudrun Olesen, blev løsladt.
Kæmpede for sin uskyld
Mouritz Andersen blev prøveløsladt i 1936 og han prøvede efterfølgende forgæves at få sagen genoptaget. Han udgav senere en bog om Damhusmordet, hvori han hårdnakket bedyrede sin uskyld. I bogen fra 1943 skriver landsretssagfører Arne Kaae således i forordet i bogen.
“Personligt har jeg altid været af den opfattelse, at Mauritz Andersen ikke er gerningsmanden,” skrev landsretssagfører Arne Kaae således tilbage i 1943.
Mouritz Andersens bog ‘Damhusmordet’ kan lånes på Rødovre Bibliotek.
Du kan også blive klogere på sagen i bogen "Der er en, der har slået madammen ihjel" i afsnittet "Den fingerløse". Denne bog kan ligeledes lånes på Rødovre Bibliotek.
