80 “nye” parkeringspladser midt i byen

Holbæk: 80 nye parkeringspladser er dukket op i Holbæks midtby. Endda uden at bilerne fylder mere, end de plejer.

Det lyder som trylleri. Men det er faktisk såre simpelt. For det er de cirka 80 parkeringspladser på den gamle Østre Skole på Tidemandsvej, som kommunen har fået gjort tilgængelige for alle i tidsrummet fra klokken 16 til næste morgen klokken 8. Og hele døgnet i weekenden.

I almindelig kontortid - 8-16 - har de ansatte på den gamle Østre Skole stadig eneret på parkeringspladserne. Det er på Østre Skole, at en række statsinstitutioner flyttede ind, da de blev kommanderet ud fra København.

Det gælder blandt andre Danmarks Evalueringsinstitut og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Men også blandt andre Holbæk Uddannelses- og Studiecenter har andel i den gamle folkeskoles mange kvadratmeter.

Kort og godt er parkeringspladserne normalt fyldt pænt op i kontortiden, men uden for almindelig arbejdstid har pladserne stort set været tomme. Og det giver jo ikke mening, konstaterede kommunen, som nu sammen med statsinstitutionerne har åbnet for fri parkering om aftenen og natten samt hele weekenden.

Det har sådan set blot krævet, at skiltene med parkeringsreglerne blev lavet om. Af skiltene fremgår det stadig, at man kun må parkere, hvis man har gyldig parkeringstilladelse - men nu det gælder kun i tidsrummet 8 til 16 mandag til fredag. Resten af tiden er der frit slag.

Foto: Agner Ahm

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...