Roskilde: »Flertallet skalter og valter med pengene.« »Uhæderlig omgang med borgernes penge. »Tvivlsomt om det er lovligt.«
Det er nogle af de ord, som de borgerlige partier bruger til at beskrive kommunens seneste store ejendomssalg.
Det faldt på plads onsdag, hvor et flertal af byrådet besluttede at sælge to byggefelter Sortebrødre Plads - et salg, der er en af de helt store poster på indtægtssiden i anlægsbudgettet. Men de borgerlige partier har svært ved at glæde sig over, at der kommer 32 millioner kroner i kassen.
Grunden var i udbud, og blandt de andre tilbud var der nogle, som økonomisk var langt mere attraktive.
- Der var tilbud på 50 millioner kroner og 51,5 millioner kroner, og det var ikke fra nogen helt ukendte. Og selv om udbuddet ikke nævnte æstetik med ét ord, vælger flertallet at sælge til en pris, der er 36 procent lavere. Der kunne være lagt 19,5 millioner kroner mere i kommunekassen. Det er helt uansvarligt, at flertallet skalter og valter sådan med pengene, siger Lars-Christian Brask (LA).
Han er langtfra alene om at tale dunder mod salget. Nye Borgerliges Lars Holst Kruse fandt det også helt oplagt at sælge til en af de højestbydende.
- I stedet vælger de at sælge til den, der bød næstlavest. På grund af smagsdommeri går kommunen glip af 19,5 millioner kroner. Dem kunne jeg godt have brugt på ældrepleje eller noget andet. Jeg ved ikke, hvad borgerne vil sige, men jeg synes, det er grimt og uhæderlig og omgang med borgernes penge, siger Lars Holst Kruse.
I Venstre konstaterer gruppeformand Jette Tjørnelund, at det af uransagelige årsager pludselig har skullet gå meget stærkt med at få salget på plads. Sagen skulle have været behandlet i maj, og da den dukkede op i april, forsøgte mindretallet først at få sendt den tilbage til økonomiudvalget og dernæst at få den på et ekstraordinært byrådsmøde, så det kunne blive undersøgt, om det, byrådet har besluttet, holder sig inden for lovens rammer. Det er Jette Tjørnelund nemlig ikke sikker på.
- Projektet, der giver os 32 millioner kroner, er pænere, men jeg synes ikke, man kan forsvare en prisforskel, der er så stor, og jeg er stærkt i tvivl om lovligheden af salget. Kommunen kan få et tocifret millionbeløb mere i kassen til at styrke kernevelfærden ved at vælge det andet projekt, som forvaltningen anbefaler. Jeg forstår ikke hastværket, som kan komme tilbage som en boomerang, der sætter kommunen i et dårligt lys, da der er stor sandsynlighed for at tilsynet vurderer salget for ulovligt, siger hun.
Lovligheden er hun klar til at teste ved at bringe beslutningen for Tilsynet.
- Hvis ingen andre gør det, så gør vi, for vi har kun fået uldne svar, når vi har spurgt ind til, om der er andre eksempler på, at en kommune har solgt ejendomme så meget under vurderingen, siger Jette Tjørnelund.
Flertallet for at sælge til 32 millioner kroner består af S, SF, EL og DF, og fra den side lyder der anderledes toner.
- Det er en meget central plads, så det er ikke ligegyldigt, hvordan tingene ser ud. Men hvis det kun havde handlet om æstetik, ville jeg også have haft svært ved at vælge et projekt, der giver 18 millioner mindre i indtægt. Der er også funktioner, som er bedre, og samlet set synes jeg, det er et væsentligt bedre projekt, siger Merete Dea Larsen (DF).
For borgmester Tomas Breddam (S) var det afgørende, hvad kommunen får for pengene på den lange bane.
- Det projekt, vi har valgt, taler meget ind i de overordnede visioner, der er for hele Sortebrødre Plads. Der er virkelig gode arkitektoniske løsninger for facaden, og arkitekterne har løst opgaven med kantzoner rigtig godt, så det kommer til at hænge godt sammen med naboerne og med de stier, der er. Og så er der nogle, der har lagt vægt på, at antallet af almene boliger i dét forslag er højere end i de andre. Alt i alt kan være meget svært at vægte den slags op imod penge, siger Tomas Breddam.
Han tilføjer, at det har været et stort dilemma at vælge mellem de bedste tilbud, også fordi det mest oplagte alternativ også var fint. Og han er med på, at det juridiske aspekt bliver tastet.
- De andre var også gode, og jeg synes, det er helt fair, at der opstår politisk uenighed om, hvad vi skal bruge pengene til. Hvor meget betyder 18 millioner, når man taler bygninger, der skal stå i måske 150 år? Det kan man se forskelligt på, men vi har fået en juridisk vurdering af, at vi godt kan gøre, som vi gør, med det spand, der er i beløbene. Men det er jo en vurdering, som ikke er 100 procent sikker, for det beror altid på en vurdering af den konkrete sag, og det er kun Tilsynet, der kan afgøre det. Derfor havde jeg håbet, at vi kunne gøre det til en fælles sag at gå til Tilsynet, for det er ærgerligt, at hvis vi skal være uenige om jura, når det i virkeligheden er en politisk uenighed, vi har om, hvad vi vil bruge pengene på, siger Tomas Breddam.


98 etageboliger og rækkehuse, heraf 30 almene boliger
1460 kvadratmeter erhverv til detailhandel og café
64 parkeringspladser i kælder
Bygherre: IP-Ejendomme 2013 P/S.
Arkitekt: Cornelius og Vöge
