Husker du det? Det her skete i Hørsholm i april ’21

Mere liv i bymidten

Hørsholm Midtpunkts ejer, Dades A/S, lagde en plan frem om en ny nordlig bymidte med en 2.000 m² stor udvalgsvarebutik, 150 nye lejeboliger opført som gårdhuse, et nyt stort sundhedshus plus et par hundrede ekstra parkeringspladser.

'Liv i bymidten' hed planen. Selskabet ville samlet investere 500 millioner kroner i projektet, som skal løfte og styrke bymidten med mere liv, og ikke mindst Hørsholm Midtpunkt som det centrale indkøbssted i kommunen.

"Midtpunkt er et af vores gode og veldrevne shoppingcentre, men nethandlen udgør en stadig større og større udfordring for den almindelige detailhandel. Derfor vil det give rigtig god mening at udvikle området, skabe et større kundegrundlag og dermed mere byliv for at sikre og passe på det aktiv, som Midtpunkt er for os," forklarede Dades' ejendomsdirektør Niels-Peter Edvardsen for et år siden.

I mellemtiden ligger projektet hos ejendomsselskabet NREP A/S, der har overtaget Dades portefølje. Dades A/S står dog fortsat som ejer.

Sammen med deres rådgivere, AI Arkitekter & Ingeniører, havde Dades i 2½ år udviklet på projektet, også i tæt samarbejde med kommunen.

Til at begynde med var det nemlig tanken at opføre et nyt rådhus i forbindelse med projektet, men den plan meldte Hørsholm Kommune selv pas på igen. I stedet blev der så plads til flere boliger.

Planerne nyder stadig stor opbakning i kommunalbestyrelsen, og en lokalplan for den nordlige bymidte kan formentlig sættes i gang i indeværende år 2022.

Mystisk caféåbning i Midtpunkt

Politiet blev helt overraskende involveret i åbningen af Peter Beier Chokolades nye café i Hørsholm Midtpunkt.

Dagen før caféåbningen den 21. april så forargede borgere gæster i den endnu ikke åbnede café - og holdt det bestemt ikke for sig selv.

"Har jeg misset noget. Er det ikke først i morgen cafeer osv må åbne. Jeg har lige gået forbi en helt fyldt café hos Peter Beier i Midtpunkt med spisende gæster," skrev en borger på en Facebookgruppe. Og ’tyvstarten’ blev sågar meldt til politiet.

Betjentene dukkede op og fik en forklaring af butikschef Gitte Schmidt.

"Der var tale om en intern træning af vores personale forud for åbningen i dag (onsdag -red.). Forretningen er jo helt ny (åbnede 17. marts undtagen caféen), og det er mange af medarbejderne også. Vi har ikke haft lejlighed til at træne dem i forhold til servering og præsentation af vores tapas og brunch. Derfor var det aftalt, at ansatte fra Peter Beier i Gurre skulle komme mellem kl. 17 og 19 og agere kunder.“

Den forklaring ’købte’ politiet, der således undlod at udstede en bøde på 10.000 kr. for at overtrøde coronarestriktionerne.

Personaletræningen omfattede omkiring 43 ansatte hos Peter Beier og foregik over et par timer i forretningens caféområde, der var afspærret for andre.

Den 21. april var det så den rigtige genåbning, og Peter Beier-butikschefen kunne fortælle om en stille og rolig åbning af den café-delen i den nye butik.

Et hjertebarn blev solgt

En af byens kendte butikker, Ø-butikken i Hovedgaden, skiftede hænder, da Julie W. Andersen og H. C. Andersen meddelte, at helsevirksomheden Helsam ville overtage deres “hjertebarn nummer tre” den 1. maj.

Over forretningens egen Faceook-side meddelte de om “en svær, men vigtig og for os rigtig beslutning”.

De to havde drevet Ø-butikken i 13 år og begrundede salget med, at de trængte til at drage mere omsorg for deres familie og bruge mindre tid på at passe deres butik.

"Planen nu er at lave så lidt som muligt,“ meddelte Julie W. Andersen blandt andet.

Coronalettelse

Godt en måneds tid efter genåbningen af butikkerne i gågaden blev det så endelig Hørsholm Midtpunkts tur til at genåbne efter en fire måneder lang nedtur, hvor nogle af butikkerne også har måttet tåle at se konkurrenter uden for holde åbent, mens de stadig var lukket inde.

“Det værste har været at se end kolleger kunne sælge varer, mens vi har været lukket ned i fire måneder. Jeg føler virkelig, det var en ulig konkurrence,” lød vurderingen fra Meta Freksen, indehaver af Svend E. i Hørsholm Midtpunkt.

Det var dog ikke kun inde i centret, glæden var stor for at slippe for coronaens stramme bånd. I solidaritet blev der sat flag op i hele gågaden for at fejre genåbningen.

Frygt ikke tomgangsleje

Et stort flertal i kommunalbestyrelsen fastholder, at der skal bygges to private plejehjem i Hørsholm Kommune med 130-140 boliger, selv om prognoserne for behovet for plejeboliger peger i en anden retning.

Den seneste plejeboligprognose fra Kommunernes Landsforenings Konsulentvirksomhed (KLK) forudser, at der i 2030 i værste fald bliver brug for 33 flere boliger end nu, i bedste fald kun 13.

Kommunen risikerer derfor med 130 ekstra private plejehjemsboliger at stå med en overkapacitet på mellem 97 og 117 pladser. Omregnet i tomgangsleje kan regningen derfor komme til at lyde på et sted mellem 9 og 14 millioner kroner.

Kun Socialdemokraternes to og Radikales to repræsentanter mente derimod, at der skal tages højde for de forudsigelser. De øvrige 15, med borgmester Morten Slotved (K) i spidsen, går ufortrødent efter to private plejehjem.

“Giver det overkapacitet, skal vi nok finde ud af at tilpasse os," mener borgmesteren.

Socialdemokraten Svend Erik Christiansen mente derimod, at det ville være helt uansvarligt.

"Det giver ingen mening at bygge 140 ekstra plejehjemspladser og efterlade skatteborgerne med en millionregning, fordi der bliver ledige boliger," lød hans vurdering.

Et år senere er der ikke sat så meget som en teske i jorden til et af de to ønskede to plejehjem.

De seneste opgørelser over behovet for plejeboliger viser i øvrigt et konstant fald. Senest stod der fem på en ventelise uden at plejeboliggarantien var overskredet.

Tyvene blev hjemme

Antallet af indbrud faldt markant i Hørsholm i årets første tre måneder: Hele 30 procent, viste tal fra Danmarks Statistik.

Der var i 1. kvartal anmeldt 33 indbrud i Hørsholm Kommune mod 47 indbrud i samme periode året før.

Det var et historisk lavt tal. Ikke kun i Hørsholm, men over det hele. Godt hjulpet af corona i øvrigt, som de fleste ellers bandede langt væk. Virusset holdt mange hjemme, og dér valgte en del tyveknægte så også at blive.

Marians mareridt

Marian Schou-Nielsen fra Hørsholm blev på både dramatisk og smertelig vis gjort opmærksom på, at det stod skidt til med asfalten rundet omkring på kommunens veje efter en hård vinter med meget frost.

To brækkede håndled, det ene opereret og sat sammen med ni skruer og en skinne, et forslået ansigt og en syet flænge i panden var, hvad den dengang 68-årige stewardesse fik ud af sit uventede møde med et af hullerne.

Marian var i midten af måneden ude at gå en tur på Selmersvej med sin søn og sit barnebarn Frida på ti måneder. Hun sad i barnevognen, og de skulle krydse vejen. I det Marian trådte ud fra fortovet, ramte hun ned i et stort hul og faldt forover.

Fra en aktiv hverdag som stewardesse med mange skridt i benene måtte hun i periode have hjælp fra kommunens hjemmehjælp for at klare hverdagen.

Der kom mange klager over huller i vejene, der skyldes mange frostsprængninger efter en hård vinter.

Smitteudbrud på plejehjem

Nyheder om corona var der masser af i april.

For eksempel denne historie om et smitteudbrud på Plejecenter Margrethelund sidst på måneden.

Der blev indført besøgsforbud i fire uger efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi der blev konstateret tre smittede beboere og fem smittede medarbejdere.

Ingen af de smittede medarbejdere var vaccinerede mod covid-19, og den første beboer, som blev smittet ugen før, var efter eget valg heller ikke vaccineret.

Eller for eksempel en meddelelse om at Hørsholms faste testcenter skulle holde flyttedag fra aktivitetscentret Selmersbo til Fritidshuset på Vestre Stationsvej.

Her kan man i øvrigt fortsat bestille tid til en PCR-test.

Fugleøen på danske hænder

Et Dannebrog prydede pludselig Fugleøen i Dronningedammen.

Det er bare et billede, vi på redaktionen fik tilsendt. Historien bag er formentlig bare, at nogle har ment det var sjovt at placere flaget præcist der.

Måske som en reaktion på ’Den svenske invasion’ fra sommeren 2020, hvor muntre svenskere havde placeret deres flag på sælernes sten ud for Sophienberg Slot i Rungsted.

Foto: Morten Timm
Foto: Morten Timm
Foto: Morten Timm
Foto: Morten Timm

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...