Morten Praëm, er død. Morten var mangeårig leder af Albertslund Musikskole og sidst souschef der.
Morten døde af et hjertestop i forbindelse med en operation, erfarer Albertslund Posten.
Nogle kan huske Morten Praëm da han var med til at lave musical på Kongsholmskolen, da han gik i 1. real. Andre kan huske ham fra Vallensbæk Statsskole som del af bandet Liva.
Andre igen kan huske Morten, da han startede som elev på Musikskolen og fik en skideballe på det kontor, hvor han senere skulle blive leder og efterfølgende souschef og musikskolelærer.
De fleste af os kan nok huske Morten som aktiv del af byens musikliv. Altid alle steder med sin smittende musikglæde og store samarbejdsvilje. Som kapelmester, som pianist, som keyboardspiller i alle sammenhænge. Korarbejde. Bandsammenhænge.
Men alle kender Morten som manden bag Hjemstavnssangen/Albertslundsangen og Vestegnssangen. Sidste uge havde hans nyeste ”Cykelsangen” ovenikøbet verdenspremiere.
Traditionel musikskole
Morten blev ansat på Albertslund Musikskole i en tid, hvor den var en mere traditionel musikskole, og han fik lejlighed til at udvikle skolen – ikke mindst sammen med nu afdøde leder Jens Sandfeldt.
”Vi ville skabe en Musikskole hvor det var cool at komme, en musikskole der for eleverne skulle være et godt sted af være og udvikle sig musikalsk også uden for undervisningstiden. Et sted hvor elever, forældre, musiklærere, administrative medarbejdere og ledelse kunne mødes i rammer, der indbyder til fællesskab. Et sted hvor undervsningsfaciliteter og lokaler opfylder de krav der må være til en moderne musikskole af Albertslund musikskoles format”, sagde Morten Praëm i et interview i AP i oktober sidste år.
Del af byens liv
Musikskolen har som mål haft at være en del af byens liv, og aldrig lukke sig om sig selv.
Da Morten Praëm dengang så tilbage på de gode ting, han havde været en del af i årenes løb, nævnte han.:
”Sammen med fantastiske lærerkræfter og en velvillig kommune, at bygge en musikskole op fra næsten bunden. Modernisere skolen med nye fag og fokus på rammerne omkring koncerter. Og opleve hvordan vi langsomt voksede til at blive blandt landets bedste. Samarbejdet med klubberne som lærer. Børnefestugen, hvor musikskolen var med fra første færd. I samarbejde med musikfolk fra folkeskolen at formulere kommunens musikpolitik, som blev vedtaget af kommunalbestyrelsen og som stadig er gældende - og som forpligter et samarbejde mellem folkeskolerne og musikskolen i indskolingen. Samarbejdet med gymnasiet og i alt tre rektorer har ligget højt på listen i forsøget på at skabe et alternativ til Sct. Annæ som musikgymnasium”, sagde Morten.
Morten Praëm har præget Albertslund og brandet byen gevaldigt i 43 år.
Her stoppede musikken - alt for tidligt. Tak for sangene spillemand og bykomponist.