I denne uge har Applus Bilsyn åbnet en ny synshal i Vordingborg. Det er leif pedersen Biler på Næstvedvej 70, der afgiver en del af sit pladeværksted til bilsynsvirksomheden.
- Vi beholder stadig hallen på Langøvej, fortæller regionschef i Applus, Mikael Morell, der kun kan syne personbiler på den nye lokation; lastbiler og busser må således fortsat ned på Langøvej. Desuden flytter den ene af de to medarbejdere fra Langøvej til den nye bilsynshal hos Leif Pedersen biler.
Mikael Morell lægger ikke skjul på, at virksomheden da helst havde undgået to huslejer i Vordingborg, men eftersom der er åbnet en privat synshal i industrikvarteret, hvor de fleste bilforhandlere og værksteder ligger, tør virksomheden ikke satse på, at kunderne vil blive ved med at tage den lidt længere tur ned til byens sydlige del.
- Vi vil gerne være tilstede der, hvor behovet er, og bilforhandlerne vil gerne have det så tæt på som overhovedet mulig, forklarer Mikael Morell og fortsætter:
- Kan man spare tid og have medarbejderne hurtigt tilbage på arbejdspladsen, så er det da det, man vælger.
En luksushal
Den nye synshal på Næstvedvej er indrettet således, at bilerne kører ind først på et bremsebånd og derefter på en lift, og tilsidst kører man ud - et andet sted, end man kørte ind.
- Det er luksus for vores folk, mener Mikael Morell, der også glæder sig over at bremsebåndet er indendørs, så det ikke ruster eller skal holdes rent for eksempelvis nedfaldne blade.
Selvom det for mange er helt nyt, at Applus Bilsyn nu åbner synshal på Næstvedvej, så vender virksomheden i virkeligheden bare tilbage til der, hvor den lå tidligere.
- Rent faktisk har vi været i de lokaler for 10-15 år siden, fortæller Mikael Morell, der sidste år havde et fantastisk år i Vordingborg, fordi både Bilsyn4760.dk og bilsynshallen i Udby var midlertidigt lukket.
Fakta
Applus bilsyn fejrer åbningen af sin nye synshal i Vordingborg med gratis grillpølser onsdag 6. april klokken 11.30-13. Alle er velkomne.
