Brugsforeninger bliver slået sammen

Dagli’Brugserne i Ørslev og Terslev mellem Ringsted og Haslev går sammen for at sikre, at der fortsat er dagligvarebutikker i de to landsbyer.

- Det er i dag svært at drive dagligvarebutik, men når vi styrker det lokale samarbejde, kan vi sammen i lokalsamfundet sikre, at vi beholder vores brugs i mange år fremover, påpeger bestyrelsesmedlem i Dagli’Brugsen Ørslev Kai Brorson.

Bestyrelserne i begge butikker glæder sig over samarbejdet. Som udgangspunkt vil begge bestyrelser fortsætte med det lokale engagement, som de har i dag, og på sigt vil man kigge på de mange muligheder, det nye samarbejde giver.

Beslutningen betyder, at det fremover vil være Ørslev Brugsforening, som står for driften af begge butikker.

- Vi har på denne måde flyttet driften af brugsen i Terslev fra det centrale Coop tilbage til lokalsamfundet, oplyser Kai Brorson.

På personalesiden vil Coop sikre, at uddeleren i Terslev, Daniel Pallesen, kommer godt videre i Coop, mens de øvrige ansatte i begge butikker fortsætter som hidtil.

Rollen som uddeler i begge butikker vil fremover blive varetaget af uddeler Paul Jensen fra Dagli’Brugsen Ørslev.

Sammenlægningen træder i kraft pr. 15. april og 28. april er der generalforsamling i Ørslev Brugsforening. Her vil der blive stillet forslag om at ændre foreningens navn til Ørslev Terslev Brugsforening.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...