For unge danske fodboldspillere er en professionel kontrakt med en stor klub i udlandet en drøm, som for langt de fleste aldrig bliver til virkelighed.
Det er den dog nu blevet for 17-årige Jonathan Foss, der er vokset op i Fensmark og Vordingborg, imens han i sine ungdomsår spillede i Næstved IF.
Efter Næstved-tiden ”mellemlandede” forsvarsspilleren i HB Køge, inden turen gik videre til OB, som altså nu har solgt sydsjællænderen for et ukendt beløb til den belgiske storklub, Club Brügge.
Her er Foss blevet udstyret med en kontrakt, der holder ham i det belgiske frem til sommeren 2025.
- Siden jeg så min første Él Classico-kamp med Ronaldo, Xavi, Ramos og så videre, har jeg altid sagt, at jeg en dag gerne vil til udlandet og spille, som de gør. Så det er en enorm drøm, der nu går i opfyldelse, at jeg nu kun skal tænke på at spille fodbold – og så i udlandet, lyder det fra den lykkelige midtstopper.
Jonathan Foss, der kun har været i OB i ét år, havde halvandet tilbage af sin kontrakt med fynboerne. Og selvom et skifte til udlandet har været en drøm, og interessen har været der, så har forsvarsspilleren ikke brugt tid eller energi på andet end at holde fokus på sine præstationer og sin udvikling på banen.
- Jeg ved faktisk ikke, hvor lang tid skiftet har været undervejs - de ting står mine agenter for, så jeg bare har kunne koncentrere mig om at spille. Og så har jeg heldigvis gjort det så godt på banen, at det har vækket deres interesse, fortæller Jonathan Foss, der ikke tøvede med at takke ja, da han blev forelagt tilbuddet fra den belgiske traditionsklub.
- Club Brügge er en kæmpe klub, man ikke kan takke nej til. Derudover, har mine agenter gjort et godt stykke arbejde, så jeg har fået en rigtig god aftale med klubben og nu er professionel fodboldspiller, så jeg kun skal tænke på at stå op, og lave det jeg elsker allermest. Det er en fed klub at komme til som ungdomspiller, da de spiller Champions League og Youth League stort set hvert år - det er enormt stort, at en klub som dem har købt mig og valgt at tro på mig, lyder det ydmygt fra sydsjællænderen.
Med en treårig kontrakt får forsvarsspilleren godt med tid til at vænne sig til det højere niveau og det nye miljø.
- Det første stykke tid kommer jeg til at bruge på at falde til. Det er en del af processen - men det er jeg normalt rimelig hurtig til sådan noget. Jeg tror, det bliver fedt, fordi jeg på ingen måder har noget imod med at rejse generelt eller “flytte hjemmefra”, da jeg har prøvet det lidt i forvejen. Dog ved jeg selvfølgelig godt, at det hele ikke bare kommer til at blive en dans på røde roser, og at det hele tiden bare kommer til at gå, som jeg håber. Men jeg kommer til at tage det modgang der kommer med oprejst pande, fordi det styrker en på længere sigt, siger Jonathan Foss.
Odense Boldklub skrev i en pressemeddelelse i forbindelse med salget af Jonathan Foss, at det netop også særligt er forsvarsspillerens mentale styrke og ærgerrighed, der nu har kastet en udenlandsk kontrakt af sig.
- Foss er en af de spillere, som allermest elsker at forsvare, og han udviser helt vildt meget energi. Når han får tacklet eller clearet en bold, så jubler han, som når han har scoret et mål, og det er jo kendetegnet ved en god forsvarsspiller; at man er dedikeret og går op i at forsvare, udtalte Tonny Hermansen, der er akademichef i OB, i forbindelse med salget.
Den belgiske storklub købte i januar også den danske A-landsholdsspiller Andreas Skov Olsen, der således snart får dansk selskab i Jonathan Foss og 16-årige Tobias Lund Jensen, der ligeledes er blevet solgt fra OB til Club Brügge.
Foss står noteret for tre U18-landskampe for Danmark.
